HammerichEtLevnetsløb

318 Foreløbigt gik jeg og længtes efter rejse og frihed. Den længsel steg nu dag for dag, og når jeg bare læste i en af vore tidender en efterretning fra udlandet, drømte jeg mig alt h ist ude. „På min rejse,“ skrev jeg i dagbogen, „vil jeg ikke ensidigt uddanne mig til m it historisk-poetiske kald, men også til det højeste, det præstelige. Dér skal min tro uden bånd og lænker ud ­ tale sig for and re.“ Jeg havde øje for, hvor meget jeg med min n a tu r trængte til indøvelse i a t kunne v i r k e som menneske på mennesker, personligt. Når man står på overgang til manddomsalderen og udviklingen ellers går sin naturlige vej, bliver livsynet nyt, fyldigere, mere dådlystent. Det var tilfæ ldet med mig. Desidste dage gik træ g t, mens der blev røddet op og pakketsammen, Julie græd ofte; hver gang vi foretog os noget, huskede hun mig på, det var sidste gang. Fader gav mig følgende vers med, han h a r selv skrevet dem, og kærligheden h ar givet den jævne mands ord et højere sving.

„Til ham, vi overalt kan finde, til ham, hvis almagt er så stor, til ham, som styrer storm og vinde, til ham, som over stjæ rner bor, du overgives af din fader, som på sin vandring læ rte her, at hvo sig tryg t på Gud forlader, den er han med, den er han nær! Når du til ubekændte egne bo rtrejser fra din faders hjem, han beder: „led ham alle vegne, indtil vi samles kan igen! Lad dine engle ham bevare, når han til kundskabstræ et går, vær med ham, Gud, i nød og fare, indtil han rejsens ende n å r ! “