HammerichEtLevnetsløb

311 faldt halvvejs i afmagt. Jeg lod hende rase og græde og dåne, blev koldere og koldere og kom til fuld be­ vidsthed af det tryk, der gennem en række af år havde hvilet på os hjemme. Men jeg foretog intet afgørende skridt til at få hende bort. Yi brødre var begge meget ligegyldige ved vore pengesager og har heller ikke senere givet os sønderlig tid til at tænke på dem. Vi vidste, vi havde en mødrene­ arv, det faldt imidlertid aldrig nogen af os ind at gøre krav på den. Fader lod os ikke mangle noget og holdt os i øvrigt uvidende om sagens nøjere sammenhæng, det, mente han, var det rette; og det blev ham let, da vi ikke en gang spurgte derom. Har vi vårnet mindre ud­ satte for nogen af de sædvanlige menneskelige fristelser, har det været for dem af enhver art, som stamme fra pengene. Jeg kan sige med sandhed: aldrig har der været skygge af uenighed om pengesager enten mellem fader og os eller os to brødre. Men vi har da heller ikke kændt til trang eller næringssorg, det er sandt. Hvis min stilling den gang havde stået klart for mig, kunde jeg taget ud af huset, den eneste mulige udvej til a t få jomfruen fjærnet, skønt det vilde holde hårdt. Det gjorde jeg nu dog ikke, tænkte end ikke noget øjeblik derpå for alvor, både fordi jeg trode mig afhængig af fader, og tillige fordi jeg nødigt vilde volde ham bedrøvelse. Jeg skulde jo snart udenlands, Julie kom så måske også bort fra København; og kommer tid, kommer råd! Julie tog sig alt dette meget nær, jeg kunde ikke holde det skjult for hende, hvor gærne jeg end vilde, og Marie Boesen havde af virkelig kærlighed sat hende ind i forholdene hjemme. Noget råd vidste heller ikke hun, men hun sad ofte og græd. Hun trode, at den gamle jomfru Prehn var formeligt forelsket i mig, og talte om de tusind rænker, der omspandt mig, og som jeg dog vel burde bryde igennem; hæftigt tog hun alt, det var