HammerichEtLevnetsløb

2 7 8 Grundtvig foreslog dobbelte formularer. Noget senere påbød regeringen nøje at følge det, men det hjalp ikke, gamle Clausen gav ikke efter. Således var stillingen i statskirken. Alt dette blev ikke uden indflydelse på mig. „Jeg bliver vist n æ p p e p r æ s t , “ skrev jeg i min dagbog, m indst på landet — skønt landlivet ha r noget lokkende for mig — , isæ r da jeg ikke heller duer til en præsts mange praktiske forretninger. Stillingen ved et bibliotek, måske ved universitetet her eller i Norge, var mere efter m it sind.“ \ E t andet sted heder det: „Norge er vidt til­ bage i ku ltur; dér åbnede sig en herlig virkekreds for den, som kunde stemme med folket og følte kraft til at tilhugge de endnu formløse, men dygtige og dannelige m asser.“ Lediggang var, som jeg har om talt, fremmed for min natur, min flid trængte mere til tøjle end til spore, og a t ligge med en sigar i munden og stirre op i den blå luft, har jeg aldrig haft forstand på. Dog var det først nu, gennem mine frie studier, jeg blev mig den velsignelse fuldt bevidst, der ligger i arbejdet. Hånd i hånd med dem udprægedes da også m it sy n på t i l ­ v æ r e l s e n . Jeg optegnede gærne i min dagbog de tanker, der for øjeblikket stæ rk t sysselsatte mig, og som jeg dels fik ved læsning og omgang, dels ved egen stille overvejelse. Det er vel kun brudstykker, jeg efter den kan meddele, men de kaste dog lys over det hele. De fleste grode fast og blev ledende hovedtanker, lutrede gennem hvad jeg har levet, vil de genkændes i mine skriftlige arbejder. „Das heiligste,“ skrev Steffens til Zeuthen, „ist die innere W ah rheit; hellige Fader, hellige mig i din sandhed!“