HammerichEtLevnetsløb

245

Slutningssang.

K o r . Nej, jeg følger dig, håbende, trøstende. M ir j am. Følger du mig? K o r . Rug blot ej over din sorg som den gærrige! M ir j am. Ikke ruge! K o r. Stift hun stirrer, Mirjam, sig, kænder du os? M irjam . H elt vel jeg kænder jer! I er de hvidklædte sorgens kvinder, snart skal I græde over mit lig! Det var dog kønt, vi den gang tvætted vore lin! De skinne på je r så dejligt hvide! — Ha, sol sig sænker tiden lider; af sted! K o r . Ye mig, ve, tør jeg håbe nu? (Alle gå.) Jeg lod dog dramaet ikke ende med ofringen af Mirjam, derimod med at hun blev tempeljomfru. Med m it andet drama „A n s g a r “ var jeg endnu mindre til freds end med Jeftas datter. Også i det dvælede jeg ved enkeltheder til skade for helheden, historien hindrede det digter ske i at komme til sin ret, og der var mig ikke dramatisk handling nok. S ig u r d J o r s a l a f a r er et slags kristnet Helge, ikke uden spor