HammerichEtLevnetsløb

24 4 Dæmpet lyder den mig fra hytten, jam rende suk af vor elskede; dødens n a t omslører den venliges øjenlåg, mørkner det lyse blik. Engle har du, himmelske Herre, stråler ha r du, kølende, milde stjæ rn eb link ; send os én, kun én, lad den sænke sig morgenvarslende ned i natten ! Ak, forlad os e j ! A n d e n m o d s t r o f e . Sidder du ikke hist oppe, Herre, rund t omsvømmet af æ terglans? Mer end den reneste sølvglød rene flokke sig, boltre sig strålerne, svulme, synke, danse, et lyshav bølgende; smilende, barnlige engleøjne fræm titte af bølgen. Og du ta le r til strålerne, sender din guddomsrøst, sødt det suser i dem som harpeklang, ned de flyve til menneskens glæde, bringe hjærtefred. T r e d j e s t r o f e . M i r j a m (kommer ud,) End a t håbe du vover, afsindige, ser du ej himlen er tavs som graven, der åbner sit mørke svælg for at sluge mig! Vil og du forlade min dødskamp? T r e d j e m o d s tr o f e . In te t kæ rligt blik ser mine kvaler da, ingen kærlig hånd leder min sidste gang, ingen tåre væder min bitre vej ; ene, forladt skal Mirjam vandre!