HaandværkerforeningenKøbenhavn_1840-90

6 6

-

-

eningen i et Anliggende, der ikke vedrørte den“ , det kaldtes for „et upraktisk og ubeføjet Andragende“, og der sagdes endvidere om det, at det „røbede et totalt Ubekjendtskab til den bestaaende Tilstand“ . Man nøjedes imidlertid ikke med' paa denne Maade at give Ondt af sig. Justitsministeriet fik Underretning om, at det kunde vente en Modforestilling fra Haandværkerforeningen, dennes Bestyrelse udarbejdede en saadan, og i et Møde den 3djeMaj 1848, til hvilket man ikke blot tog Oldermændene med, men ogsaa Oldgesellerne, forelagdes Modforestillingen. Hovedargumentet i denne var, at Hjælp af beslægtede Haandteringers Arbejdere jævnlig fandt Sted, naar Nødvendigheden bød det, og at forskjellige Domme endog havde hævdet Berettigelsen heraf, saa at den Tilladelse, hvorom Industriforeningen androg, i Virkelig­ heden var en alt længe bestaaende faktisk Tilstand. Og Beretningen herom tilføjer derpaa: „Da saaledes Industri­ foreningens Andragende er ligesaa ubeføjet som overflødigt, billigede Forsamlingen den oplæste Modforestilling i Et og Alt og meddelte skriftlig sin Bemyndigelse til Haand- * værkerforeningens Bestyrelse om at indsende samme til vedkommende Ministerium paa samtlige Lavs og Svende­ broderskabers Vegne.“ Man mærker af Tonen, som gaar gjennem Haandværker- foreningens Udtalelser, i hvor høj G-rad denne følte sig irri­ teret over Industriforeningens Optræden. Det er senere blevet indrømmet af Mænd, som da tog levende Del i Be­ givenhederne og forfægtede Haandværkerforeningens Stand­ punkt, som f. Ex. Laseniu-s Kramp , at man „vel længe holdt Tidens Luftning ude og isolerede sig fra Omverdenen“, lige­ som han ogsaa flere Aar efter indrømmede, at den Ansku