GustavPhilipsen_AfMinUrtegaard_1923

unge Kunstnere, der var fuldt af gensidig Befrugtning og Berigelse. Jeg husker Aftener, hvor Kunstnerne kom sam? men for at tegne hverandre som Illustrationer til en des* værre aldrig udgivet Bog af Karl Madsen om »Mine Sam* tidige«, Kaféaftener paa Bernina efter en vellykket Udi stilling i »Kunstforeningen«, hvor Luften var lys og stærk af god og aandfuld Tale om Kunst og Kunstens Vilkaar, eller Sammenkomster som dem, Viggo Johansen har fors eviget i sine skønne Afteninteriører. I næsten dem alle er Karl Madsen Hovedfiguren, den der bærer Samtalen, jeg havde nær sagt, selv om han ikke var fysisk til Stede. Han var Sjælen i den hele Bevægelse. V i har i de sidste tre Slægtled været lykkelige med vore Præceptores Daniæ paa Kunstens Omraade. Høyens vel? talende Tunge lærte vort Folk, at Kunstopfattelse er noget for sig, der ikke kunde afgøres med Heibergsk?Hegelsk Æstetik, noget der fulgte sine egne Love og stillede sine egne Krav. Han aabnede først den dannede Almenheds Op? mærksomhed for den store gamle Kunst. A t Rafael, Michel Angelo, Rubens var mere end blotte Navne endog i hine fotografiløse Tider, dette skyldtes først hans hypnotise? rende Trolddomsevne. Om hans Betydning for vor Byg? ningskunsts Historie er det ikke Stedet her at tale. Saa Ju? lius Lange med den stolte hellenske Personlighed og sit mandige redelige Sind. Han lærte at bygge Systemer og finde Love for Kunstens Udfoldelse, medens dog hans ægte danske Realisme friede ham fra at drukne i teoretisk Hængedynd. Og derefter Karl Madsen. Karl Madsens herskende Evne er ikke Systemdannel?

84

4