GronnegadeKvarteret

70

første Gang kommer til Hovedstaden og bliver blændet af den oplyste Dansebod, Klangen af Fløjterne og Vio­ linerne, Synet af de pyntede, sminkede Damer, der for ham staa som Indbegrebet af al Skønhed og Glans, uden at han i sin Uberørthed og Naivetet faar Øjnene op for, hvad det er for et uhumsk Sted, han i Virkeligheden er kommet ind paa. Som det gik ham, gik det mange andre unge Mennesker, selv om de ikke var saa naive som Christian. Fortidens strænge Familieliv holdt ikke af Ungdommens Renden paa Billardstuer, Kaféer eller Værtshuse, og Følgen var da den, at de unge Mennesker var saa meget mere griske paa den forbudne Frugt, som de da søgte paa Steder udenfor de stive, strænge, „Vi alene vide det“~Hjem, f. Ex. paa Danseboderne. Selvfølgelig var der dem, der ingen Skade tog deraf, men der var andre, som ikke saa sjældent led et Skib­ brud, der mærkedes hele Livet igennem. Carl Michael Bellman saa poetisk paa Danseboden, naar han i Nr. 10 i „Fredmans Epistlar“ synger:

Ge nu fløiterna en ton — blås for hela laget! Nymfen ar i taget, och vid kårleksgudens tron dansar jag och hon. Skona ogon hvalfva kring och kasta strålar, nymfen ger sin hvita hand . . . kors hur hon prålar, hur hon sjunger, ma bergére — glom allt lifsbesvår!

Og naar han i Epistlernes Nr. 68 synger:

Mowitz, i afton står baln hemma hos Molberg, korpraln! Just dår du seer ljuset och lyktan uppå huset, dår ackurat står baln. Ulla i fonstret dar står. Tjånare, syster . . . Gutår! Slåpp oss in i salen — .