GronnegadeKvarteret

61

halla“ bestod som Sangerindepavillon indtil den 7. April 1883, thi da rykkede Damerne for stedse ud af den gamle Pavillon, som blev overtaget af Fr. Grey, men der maatte da kun optræde mandlige Kræfter her. Dette fandt dog ingen Tilslutning blandt Publikum, og efter nogle Maaneders Forløb var Grey færdig. Saa kom den tyske Restauratør Dahms, der engagerede et tysk Orkester, som heller ikke gjorde Lykke, og den Herlig­ hed varede kun 4 Maaneder. Da var Dahms færdig, og saa kom „Valhalla" atter til at genlyde af Sangens Toner, men rigtignok paa en anden Maade end før, thi nu var det den nyopdukkende Frelsens Hær, der ryk­ kede ind i det gamle Gudindetempel med Salmesang, Guitarspil, Horn og Trommer under vældig Tilslutning fra Publikums Side, men rigtignok et andet Publikum end i tidligere Dage. Da Frelsens Hær marcherede ud, blev Salen inddraget under og sammenbygget med „Café Osborne", som hvis store Spisesal den nu tjener. Naar en Københavner fra den gode gamle Tid kommer ind i denne Sal, dukker gamle glade Minder frem fra hver en Krog i Salen, og han synes, at han endnu kan se for sig hele den gamle Garde: Amalie, Nana, Thomine, Dagmar, Ella og Julie. Minderne om dem og hans glade Ungdom er gemt i det Lokale, som for hans Indre staar i sin fulde Glans. For ham havde de for­ dums Tribuner deres Charme, thi der var man i stadig Kontakt med de Optrædende, hvilke man kunde traktere med en engelsk Porter med Sukker i, en Kneckbeiner eller et Glas Banko, og han nynner stille for sig et Vers af en gammel Vise fra Nørrebros Teater:

Jeg løfter lidt koket op, men hvad der skal sés, skal sés, og naar man er behændig, er Dyd og Moralen jo frelst, den, der selv er helt anstændig, kan jo hvad som helst.