GronnegadeKvarteret

16

thi det skulde og maatte jo saa være, mente man da. Verden kunde umulig staa, og Forretningerne umulig trives, hvis der skulde lukkes tidligere om Hverdagen og fuldstændig om Søndagen. Verden kom dog allige­ vel til at blive staaende, da Lukkebestemmelserne i en senere Tid blev indført. — En ærværdig Skikkelse med et langt hvidt Skæg, man ret hyppigt saa paa Gaden, var „Fløjtekarl“, hvis egentlige Navn var Carl Katten- tid, og som boede i Landemærket. Han havde oprinde­ lig været Gaardmusikant og havde trakteret Fløjte med stor Virtuositet. Nu var han blevet gammel og kunde ikke fløjte mere, hvorfor han nu stavrede rundt i Kvar­ teret, støttet til 2 store Stokke, hvis nederste Stykker var stukket ned i tvende af hans gamle Fløjter. Han døde i en Alder af 92 Aar i 1887. En anden Gaard­ musikant var Madam Schneider, der gik rundt og slog Harpens Strænge, fremdeles den blinde Bondemand, der gned den skrattende Fiol, medens han med pibende Røst kvad om sin ulykkelige Skæbne. Sidst, men ikke mindst, var der alle Børns Fryd: Lirekassemanden med de dan­ sende Dukker, hvoraf en af Dukkerne paa en udstrakt Arm modtog de Enesteskillinger, der var Børnenes Tri­ but til Liremanden. Saasnart Skillingen laa i en Skaal paa Dukkens Arm, drejedes denne om, og Mønten faldt i Pengekassen nedenunder. De ovenfor omtalte Sælge- koner forhandlede ogsaa den af Børn den Gang yndede Delikatesse: Johannesbrød, som Nutidens Børn neppe kender. For et Par Aar siden gensaa jeg min Barn­ doms Delikatesse, Johannesbrødet, og glædestraalende bed jeg i det, men — blev skuffet. Nu fandt jeg, at det smagte frygteligt, men min Smag var maaske blevet en anden i Aarenes Løb. Grønnegade havde baade sin Bager og sin Konditor. Bageren, der boede i Nr. 13, hed Oldenstedt, og hos ham var der hverken Marmordisk med Messingopsats til Brødet, elektrisk Kasseapparat til Pengene eller Opslag om, at „Publikum bedes ikke berøre det udstillede Brød“. Der var en ganske almindelig hvidskuret Disk, i hvis