GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

ker i Raadhusene; byggedes et nyt Hus, skænkede Frænder og Venner malede Glas til Vinduerne, enten forsynede med Giverens Vaaben eller Portræt, Bomærke, Sentenser, Navne, bibelske Billeder eller Genrestyk­ ker, og Bygherren takkede med at give »Glarøl«. Kom der fremmede Sendebud til vort Hof, fik han ikke som nu et Kors, men en malet Rude eller Penge dertil. Det var hans Hus, man dekorerede. Der er ligesaa livlig Omsætning med Vindues- som med Drikkeglas. Større Spas under Gilder end at slaa Glas itu, var ikke til, og naar der ikke var flere af de sidste, tog man fat paa de første. Naar alt laa i Skaar, søgte man hjem, enten glad i Sind eller i »Ølsind«, men først gik det dog ud over Vinduerne i Uvenners Huse og derefter over gode Venners. Der blev ikke set noget ondt heri, det var blot et Tegn paa en god Rus, og Ska­ den blev jævnet med en Erstatning, saafremt det kun gik ud over klare Vinduer. Ødelagdes derimod et malet Vindue, en uerstattelig Venne- gave, var det en værre Sag, en Ærefornærmelse, og som saadan strafbar. En saa livlig Omsætning førte til en Masseproduktion langt ud over de habile Glaskunstneres Ydeevne, og skønt der nu raadedes over langt bedre Betingelser for Hurtigarbejde end forhen, blev der dog ogsaa A r­ bejde nok for Fagets Underrangskræfter. De stod den Gang ligesaa hjælpeløse som nu, skønt Uddannelsen i en Retning hvilede paa et soli­ dere Grundlag end i vore Dage. Den foregik i langt større Omfang, end den nu kan ydes, paa Værkstedet, hvor gammel Praksis gik i Arv fra Mester til Svend, og var den første dygtig, kunde han, der arbejdede med sine Hænder og sjælden havde mere end et Par Svende og havde haft dem fra Drenge af, give dem en mere intensiv Enkeltmands Ud­ dannelse end der nu kan falde af. Vandretiden var ogsaa til Gavn, maaske mere end vore mange Stipendier, men var der ikke særdeles Evner til Stede, maatte under Renaisancens mægtige Trang til rig bil­ ledlig Udsmykning Manglen paa skolet Tegnefærdighed til Trods for, at Opfindelsesevnen dengang var livligere, gøre sig følelig gældende. Men Hjælpen kom hurtig, baade for Glarmestrene og for andre Lav, der skulde fyldestgøre store og nye Krav, gennem Kunstbøgerne, en af hin Tids interessanteste grafiske Frembringelser. Man har Eksempler paa, at enkelte Lav skaffede sig sin tekniske Støtte ved at anlægge Møn­ stersamlinger ; saaledes har f. Eks. Skrædderlavet i Schwabach efter­ ladt sig en kostelig Samling af Klædesnit fra det 16de Aarhundrede; Guldsmedene havde gode Samlinger af Fortegninger, som i Stik findes paa vor Kobberstiksamling, men ikke alle Kunstbøger, der fremkom

3i