GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

vilde være interessant, hvis en Prøve blev gjort og Mønstrenes Virk­ ning blev forsøgt i de ældste og mindste Vinduer, som Sorø Kirke har tilbage. Hvad Cistercienserne tilsigtede, var at sætte en anden og mere aske­ tisk Glarmesterkunst i Stedet for de store Kirkevinduers verdslige Pragt, og dette naaedes i et Omfang, de selv næppe havde anet, om end først efter længere Tids Forløb. Med Kirkens svindende Magt sank det kirke­ lige Glasmaleri. Verdslige Elementer blandede sig ind deri. Der kom en Lede ved Kirkens mystiske Halvmørke, og den nordiske Trang til lysere Rum virkede med. Slægtvaaben tog til og fyldte Rammer og Mellemrum, Fremstilling af verdslige Personer vekslede med de hellige Billeder, og Malerierne viste sig nu paa en Bagrund af klart G las; K lo­ strene hørte op med at producere, og Kirken købte hos de læge Kunst- haandværkere, som var opstaaede, samtidig med at Glasvinduerne holdt Indtog i private Boliger. Det lader sig ikke nøje bestemme, hvornaar det klare Glas fik Overhaand. At overføre Cisterciensernes Stil paa A r­ bejder, som skulde leveres i den daglige Afsætning, var ikke muligt; dertil var den for kostbar, og vi ser derfor først de retlinede, billige Mønstre blive til. Det ældste var Rudemønstret. R u d e (tysk: R a u te , fransk: losange) hed altid den staaende Kvadrat; den liggende K v a ­ drat kaldtes Firkant (fransk: carreau). Disse Benævnelser var oprinde­ lig alene Navnet for en vis Form og afsløredes senere til at betyde T in­ gen. V i kalder nu alt firkantet Glas: Ruder, Tyskerne: Scheiben efter det senere indførte runde Glas. De første omløbende Giarmestre kald­ tes i Frankrig coureurs de losauge (R udeb isse r) , og du Cange over­ sætter Jenestra tus ved rudemønstret. Tyskland er utvivlsomt det bor­ gerlige Glarmesteris Hjemstavn, og fra det udgik Rudebisserne over Nabolandene. L ev ie il 3 (L ’art de la peinture sur verre et de la vitrerie) erkender dette og fortæller, at de vandrende Giarmestre raadede over en M a­ skine til at trække Blyet i Vinder, og at denne før det 16. Aarhundrede havde været kendt i Tyskland og Schweiz og var dem en mægtig Hjælp paa Vandringen, da der sparedes den sendrægtige og kostbare Støb­ 3 . Pierre Levieil. | I772> var den sidste fremragende Mand i en gammel normannisk Glas- malerslægt. Under Fagets Forfald kastede han sig for at leve, over Glasmaleriet og over Studiet af sin Slægts og dens Kunst Historie. Han er den lærdeste Glarmester, som Lavet har frembragt og skønt Tider er forløbne siden hans Værk belønnedes af det franske Akademi, bliver det endnu stadig benyttet som et Kildeskrift. 28