GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

Runeglasset fra Give.

f* ] . H - ■f

, 2.t°niTTi .

opmuret af Sten. Dette Stenbord var forlængst nedbrudt, men mellem dets Fundamenter laa foruden nogle Mønter fra Tiden omkring 1300 nogle faa Skaar af Glasmalerier, Stumper af Ornamenter (Plante­ ranker) og Klædebon, deriblandt et enkelt Stykke med et for Ærke­ bisperne særligt Tegn, et korsmærket, hvidt Baand, som vævedes af Nonnerne i et romersk Kloster. Blot af dette lille Fragment kan det fastslaas, at et af Give Kirkes Glasmalerier har forestillet en Ærke­ biskop. Og endelig laa der et Stykke hvidt Glas, hvorpaa der er malet med sort Smaltefarve seks Runer. Krøselbiddene viser, at Glasstykket aldrig har været større, men det har hørt til et af flere Stykker samlet Skriftbaand, og de bevarede Runetegn er for faa til at kunne tolkes. Gengivet med latinske Bogstaver staar der: »furthi(k)«, men Betyd­ ningen er ganske usikker; kun saa meget er sikkert, at Runetegnene til­ hører omtrent samme Tid som Bjerrebyvinduet, og at Sproget ikke er Latin, men dansk; det fjerde Tegn er det oldnordiske bløde d eller th. Det forbavser maaske at møde de hedenske Runer saa langt ned i den kristne Tid. Men Runealfabetet levede længe efter Kristendom­ mens Sejr og træffes hyppigt i vore Kirker. Selve Bjerreby Kirkes Byg­ mester (eller maaske en Stenhugger, som har tilhugget dens Granit­ kvadre) har paa en Gravsten i Nabokirken Bregninge hugget en Rune­ indskrift, som oplyser os om hans Navn: Mester Bo. Og de ledende Mænd i Valdemartidens Danmark har interesseret sig for Runerne; Valdemar den Store sendte Folk over til Bleking for at tyde en mystisk Runeindskrift »Runamo«, som forresten kun er et Naturspil, og Landets yngste, rigtige Runesten er rejst til Minde om Gumløse Kirkes Op­ førelse, som selve Absalon ledede. Den Nationalfølelse, som skabtes i de heldige Krige mod Venderne, har sikkert for en Tid givet det gamle, hjemlige Alfabet fornyet Kraft. Forsaavidt er der altsaa intet paafaldende i at finde Runer paa Give­ 2 * 19