GeorgBrandesLevned_1908

Rødt og Graat 371 har vakt, har da heller ikke det Ringeste med slig principiel Modstand at gøre. Man troede Dødsstraffen hertillands faktisk afskaffet. Efter at den sidste Dødsdømte, som havde sendt en gammel Mand i Tønde over At­ lanterhavet, var bleven benaadet, syntes det utænkeligt, at en anden, som intet Mord havde begaaet, men kun havde gjort Mordforsøg, og endda blot i den Hensigt selv at blive af med Livet, kunde opnaa sin Hensigt og tvinge Øvrigheden til at henrette ham. Dernæst syntes det umuligt, at en Skarpretter som Seistrup, der, sidste Gang han var i Funktion, havde skilt sig saa rædselsfuldt slet fra sit Hverv, paany skulde kunne an­ vendes. Ganske vist var der i Tinget, da i sin Tid Dødsstraf med Guillotine foresloges, faldet patriotiske Ord til Bedste for den gamle nationale Henrettelsesmaade med Økse, men da Seistrup sidst havde hugget to Gange fejl, og ikke havde faaet sin Afsked, og, saavidt vidstes, ikke siden da var bleven Afholdsmand, troede man Dødsstraffen stillet i Bero. Nu har det vist sig, at i dette Land bærer Seistrup ikke Øksen forgæves. I disse sidste Dage er Gustav Wied bleven sat paa Fangekost — for en Novelle, Konsul Ryder benaadet — for sine smukke Øjnes Skyld, og Jens N ielsen halshugget — for at Loven, som Hr. Lendrop saa højtideligt sagde det, kunde ske Fyldest. Da i dette Land Loven jo ikke hver Dag sker Fyldest, burde man maaske for en Gangs Skyld glæde sig derover. Desværre er der Biomstændigheder, der ligesom gør et Skaar i Glæden. De undskyldende Omstændigheder, der gjorde sig gældende overfor Philipsen og Ryder, fattes jo tilsyneladende ikke her. Jens Nielsens Hr. Fader gjorde sig usynlig før eller efter Barnets Fødsel, Moderen tog sig ikke af det; Drengen kom paa Sognet. Hans første Forbrydelser eller Forseelser var Rapserier. De straf­ fedes med Ris paa Raadhuset, og saaledes vaktes den Trods, der skulde føre ham saa vidt, og det Had til Samfundet, der gjorde ham ubændig. Var han ikke straks bleven anbragt paa Tvangsanstalter, men havde han havt Arbejde i Frihed, var han vel bleven en anden. Det er den Art ustyrlige Naturer, der ikke taaler Tvang og ikke kender til Dødsfrygt, der, fødte højere oppe paa Samfundsstigen, tidt bliver stærke og fremtrædende Personligheder, forvovne Opdagere, tapre Kavalleri-Officerer o g deslige. Fængselspræsten Pastor Hafstrom er sikkert en mindre udmærket Psykolog end Prædikant, naar han om Jens N ielsen bemærker: „Han var en Usling og en Pjalt“. Et ikke ringe Mod vil Hs. Velærværdighed dog vanskelig kunne negte Fangen. Kærlig, men ikke slaaende er dernæst Præstens Bemærkning, at man burde have givet Forbryderen langt mere 24*