GeorgBrandesLevned_1908

H aarde Tider 273 ligegyldigt, om de raner nogle Planer og Indfald fra mig, da jeg har nok. Har de imidlertid gjort det, saa antager de mig for rasende opbragt, hensynsløs fjendtlig, og da de vil komme mig i Forkøbet med Fjendskab, angriber de mig.“ I de Dage mistede jeg ved Døden Emil Petersen, der havde været min fortrolige Ven i tredive Aar. Umaadelig træt og ked var jeg af Hovedstrømningernes sidste Del. Jeg havde slæbt den med mig siden Begyndelsen af 1883, stønnende, bandende, lidende for at gennemføre en gammel Plan, lagt af Den, jeg var i 1871. Jeg mindedes Ordet: An Arbeit klebt Blut. Jeg havde som nævnt ladet 11 Ark af den trykke. Nu var det mig umuligt at udholde Sysselsættelsen med den. Jeg følte mig som en stækket Vildgaas. 2 . I Maj brød jeg op og rejste, som sædvanligt i disse Aar, til Norge. Jeg havde lige havt Besøg af en ung norsk Forfatter, der regnedes til Bohemen, Gabriel Finne; han var 23 Aar gammel, gjorde et noget enfoldigt indtryk, var skikkelig, desperat, talentfuld; men „hvad skal det blive til, skrev jeg for mig selv, uden Kundskaber og uden virkelig Vilje?“ Offen- ligt tog jeg ham i Forsvar og skrev en velvillig Artikel om hans Bog Unge Syndere. I Kristiania holdt jeg tre Foredrag, et om Dyret i Men­ nesket , der gjaldt for uanstændigt og blev kaldt saadan, et om Henrik Ibsen og hans Skole i Tyskland , der gjorde Lykke, et om Bjørnson og Daudet, der morede, men mødtes med adskillige tildels grundede Forbehold i Pressen. Saaledes bemærkedes det med Rette imod mig, at Daudet i Sapho neppe i ringere Grad forfulgte en Tendens end Bjørnson i sine Romaner. Georg Brandes: Levned. III. 18

Made with