GeorgBrandesLevned_1908

269

Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris

eller Kvinde hos ham. Den hele Kres bestod af Skandi­ naver, mest Kunstnere og Skribenter. Men det var fra Vært og Værtinde alene, at i hine Aftener Lyset udstraalede. Et mildt Lys. Ens Hjerte var vundet, Ens Kunstsans til­ talt, Ens Krav til fin og fredelig Selskabelighed stillet, og den rent personlige, inderlige Hengivenhed, man sporede i hver Ytring, som kom fra Lie og hans Hustru, var en Lise for Sindet, svalede og husvalede som en velgørende, duf­ tende Brise. Skønne Aftener var det. 12 . Straks efter min Hjemkomst begyndte jeg en Række Forelæsninger over nyere fransk Literatur. Men desuden var jeg bleven optaget af et journalistisk Foretagende, som jeg med Uro og Sorg havde set opstaa. Meget ofte havde min Broder Ernst talt om at udgive et Handelsblad, som vi Brødre kunde skrive og skaffe Udbredelse. Han havde især ikke sjældent udtalt den Mening, at mit Navn og min Pen vilde kunne gøre Udslaget. Talrige Gange havde jeg med Heftighed modsagt ham, erklæret det for Vanvid, at tro, vort Navn kunde bære et Blad. Selv om det nylig grundede Politiken ikke ganske havde svaret til vore For­ ventninger eller Forhaabninger, saa var det der nu engang, var forud tildels knyttet til Navnet, saa Udgivelsen af et nyt Blad, hvorved jeg for min Del traadte i Concurrence med mig selv, var Urimeligheders Urimelighed. Man kan da forestille sig min Bestyrtelse, da jeg, som intet anede om hvad der var i Gære, ved Tilbagevenden fra en længere Foredragsrejse paa min Moders Bord saa liggende et Nummer af en Børstidende, udgivet af Ernst Brandes, og hørte hendes Udraab: „Hvad siger D u?“