GeorgBrandesLevned_1908

262

Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris tens godmodige Lune, hans Brødres lyse Forstand, særligt Charles Ephrussi’s kunstneriske Indsigt, gjorde Samtalen lærerig, selv naar kun Slægtninge var tilstede. Af Fru Ephrussi’s Veninder genfandt jeg Madame Bizet som Ma­ dame Straus, gift med Rothschildernes bekendte Advokat, og Madame de Girardin som Madame Ganderax, gift med Forfatteren Louis Ganderax, da nær knyttet til Meilhac, hvis Medarbejder han var og hvis Arving han blev. Hos Straus’s lærte jeg Meilhac at kende, en lille gammel, hvidhaaret Mand, som i Samtalen ikke lagde den Lystighed for Dagen, der sprudler i hans Arbejder. Dog var hans Helbred vist da allerede nedbrudt. Ofte kom hos Madam Straus den­ gang Prinsen af Arenberg, der spillede en Rolle i det parlamentariske Liv, men paa mig ikke gjorde synderligt Indtryk udover Korrekthed og Velopdragenhed. I det samme Hus traf jeg en Formiddag for første Gang Prinsesse Mathilde, den blandt højfornemme Damer, jeg har kendt, som havde mest af den sande Fornemheds utvungne Væsen og Hold­ ning. Man saa, at hun havde været meget smuk, og i Trækkene sporedes den store Kejsers. Hun indbød mig til sig, og Ganderax kørte mig til hende; hans Hustru var jo Prinsessens Plejebarn og gjorde stadigt Honnørs i hendes Palæ. Hendes Tone overfor en Fremmed var lystig men tillige hjertelig. Hun lovede mig at hvis jeg vilde holde Foredrag i Paris, vilde hun sidde paa første Række og ap­ plaudere. Det smigrede mig, og jeg havde gerne høstet hendes Bifald. Da jeg tretten Aar senere begyndte en Fore­ drags-Virksomhed i Paris ved den russiske Højskole dér, var hun ikke mere i de Levendes Tal. Medens andensteds i Reglen en Dame, der vil være fornem, først og fremmest er snerpet i sit Valg af Samtaleæmner og helst højtidelig i sin Tone, var denne kejserlige Højhed dristig i sin Udtryks- maade, talte frit og let uden et Glimt af Snerperi.

Made with