GeorgBrandesLevned_1907

364

Arbejde og Anerkendelse

30. Alexander Kielland og jeg havde sat hinanden Stævne i Kristiania. En Aften, da jeg gik fra Universitetet, sagde en Bekendt til mig: Kielland var paa Deres Forelæsning: han sad ved Siden af mig. — Uvilkaarligt gjorde jeg det taabelige Spørgsmaal: Var han tilfreds med Forelæsningen? — Ja, lød Svaret, derom sagde hån oprigtigt talt Ingenting. — Slet Ingenting? — Ja, det vil sige, han sagde: Jeg gad dog vide, hvor den Mand faar sine Kjoler syede. Den sidder udmærket, den, han har paa. — Næste Morgen kom Alexander Kielland, og vi havde vor første, overstrømmende Samtale. Han var munter og selvironisk, fortalte, at han den Dag for første Gang skulde se den senere Fru Skram, der havde brevvekslet med ham, og udbad sig saa min tyske Skrædders Adresse. Selv lod han alle sine Klæder komme fra Hamborg, hvor man havde hans Maal. Hans Lapseri var et Barns, hans Karakter en tapper Mands. Hans Novelletter havde fremkaldt Beundring og Forventninger hos mig; det daglige Samliv med ham i Kristiania var en Fornøjelse, selv om han med sine nær- gaaende Bemærkninger og Spørgsmaal nu og da var lidt taktløs. Med Lars Holst, dengang det norske Dagbladets Re­ daktør, tidligere Journalist i Bergen, havde jeg staaet i Brev­ veksling i Halvfjerdsernes Begyndelse; han havde paa hin Tid, da Bjørnson endnu var ortodoks, gjort mig opmærk­ som paa den rationelle Linje i Norges Kultur, der førte fra Henrik Wergeland til den tidligt afdøde Fjørtoft. Nu lærte jeg Holst personligt at kende, og som Bergenser ønskede han, at jeg skulde tage til Bergen for ogsaa at tale der. Nuværende Direktør for Museet i Bergen, Johan Bøgh, var lidenskabelig for Sagen, og da jeg ikke vilde rejse, med