GeorgBrandesLevned_1907

350

Arbejde og Anerkendelse i Klareboderne ; men Familien var borte, til den første Op­ førelse af Molbechs Faraos Ring. Vi talte fortroligt sammen; Bjørnson bad mig om en Anbefaling til Paul Heyse, da han fra Kjøbenhavn agtede sig til München. Mens jeg om Sommeren var i Berlin, havde Bjørnson i sine Breve atter og atter forsikret mig, at de moderate danske Politikere, Frede Bojesen, Høgsbro osv., var ivrige for at faa mig kaldt tilbage til Danmark. Han var lidt for- .nærmet over min haardnakkede Skepsis. Nu, da vi traf hinanden og han vidste, at Berg og Hørup havde sat Sagen i Bevægelse, gjorde han sit Yderste for at fremme deres Plan, talte med Høgsbro, med Grev Holstein, arbejdede for mig, som var Sagen hans egen. Vanskeligt stillet som jeg i Udlandet var, lod jeg ham og de andre raade. Men mit Hjerte blødte ved Tanken om at komme tilbage. Det var mig da, som vilde al Glæde i det Tilfælde slukkes i mit Liv, og jeg sagde ofte for mig selv disse Karl den Femtes Vers af Hernani, hvori jeg dengang fandt min egen Stem­ ning beskrevet:

Eteins-toi, cœur jeune et plein de flamme! Laisse regner l’esprit que toujours tu troublas. Tes amours désormais, tes maîtresses, hélas! C’est l’Allemagne, c’est la Flandre, c’est l’Espagne. L’Empereur est pareil à l’aigle, sa compagne, A la place du cœur il n’a qu'un écusson.

Min Bekymring var overflødig. Sagen strandede, som alt nævnt, i Rigsdagen, saaledes som den skulde gøre det i de næste tyve Aar. Nogle Dage derefter var der hos Hegels stor Middag for Bjørnson. Der var Drachmanns, Schandorphs, Pietro Krohn, den norske Maler Ross. Drachmann oplæste det smukke Digt til Bjørnson, som kom til at indlede hans Ungdom i Digi og Sang. Jeg havde Fru Bjørnson til Bords,