GeorgBrandesLevned_1907

343

Arbejde og Anerkendelse

16 . En anden udmærket Mand, hvis personlige Bekendtskab jeg da gjorde, var Gaston Paris, der allerede dengang var navnkundig, om han end ikke endnu var betragtet som sit Fædrelands Hæder. I sine første Ord til mig mindede han mig om sin gamle Anmeldelse af min lille Bog om Den franske Æ stetik og meddelte mig, at Francis de Pressensé havde skrevet om min Beaconsfield i Journal des Débats. Gaston Paris var paa dette Tidspunkt i Slutningen af Trediverne. Han havde da ikke endnu den Højhed og Værdighed over sit Væsen, som senere kom til, var hurtig, ungdommelig, meddelsom, paa Tomandshaand uforbeholden. Han havde vel allerede da længst lagt Grunden til sit umaade- lige og epokegørende Livsværk; men der sad noget af Stu­ denten i ham endnu. Han kunde tale et Par Timer i Træk, sprang med livfulde og slaaende Vendinger fra ét Æmne til et andet. Han indbød mig til en overdaadig Middag hos Noël Peters i Passage des Princes og fortalte under Maaltidet uafbrudt. Han var, sagde han, tilfreds med sin Stilling, saa be­ skeden den end var og saa lidt den indbragte ham om Aaret. Paa Indvendingen, at man i Norden vilde ansé en Indtægt som hans for rundelig, fulgte det muntre Svar: „Aa, Forholdene hos J e r kan man ikke sammenligne, I er vanie til at dø af Sult.“ Han levede, sagde han, alene for sin Videnskab, var ikke som About og Renan, der kendte Prins Napoléon: „Jeg kender ingen Prinser, har aldrig kendt nogen.“ Han be­ klagede sig over Brødrene Goncourt; de havde efter hans Paastand faaet ham fordrevet fra de berømte literære Mid- dagsmaaltider hos Restauratøren.Magny. Da Sainte-Beuve,