GeorgBrandesLevned_1907

290

Indlevelse i Berlin nærede ingen Formodninger. Men da De taler saa aabent til mig, saa sig mig, om den unge Piges Slægtninge intet har imod, at De og hun saaledes rejser omkring i Europa? — Nej, sagde han, jeg har et saa solidt Renommée, at Ingen tager det ilde op. Kort Tid derefter bragte han mig en Pakke med lyriske Digte og bad mig indtrængende at læse dem og sige ham min Mening om deres Værdi. Det var Digte af Frøken von Salomé, der skønt Russerinde skrev Tysk, ja tyske Vers, og til min Forundring var det lutter sværmeriske Digte, alle rettede til en Mand, om hvis Identitet jeg ikke kunde være i Tvivl, siden Rée’s Ydre, hans Holdning, hans Ansigtstræk var livagtigt skildrede i dem. Han havde da allerede bragt den unge Dame, en høj og tiltalende Blondine, mærkeligt inde i Filosofi, paa det Tids­ punkt især en Kenderinde og Beundrerinde af Schopenhauer. Hendes aandelige Udvikling havde, som jeg erfor, gjort det stærkeste Indtryk paa en hel Kres af unge Docenter ved Berlineruniversitetet. Mænd som Dr. Otto Seek, den senere bekendte Historiker, talte ikke mindre anerkendende om hende end Dr. Rée. Hun og han havde da et Samliv med Nietzsche i Sorrento bag sig. De skulde et Tiaar derefter begge blive berømte ved deres Forhold til ham. Det eneste Digt, Nietzsche har udsat for Kor og Orkester, er en Hymne iil L ivet af hende, og efter Nietzsches Udsagn har Rées Bog om de moralske Følelsers Udspring vakt hans egne Tanker til punktuel Modsigelse. Sikkert har imidlertid Tankegangen hos Rée en Tid lang ikke vakt alene Modsigelse hos Nietz­ sche*), og en kort Tid synes ogsaa Frøken von Salomé som *) Sam lede Skrifter VII 620.