GeorgBrandesLevned_1907

20

Italien hvormed de mente: grov. Kaminens milde Varme, sagde de, er Nordboerne for svag. Det at kunne taale Drik er Nordboerne en Æressag. Selv fornam jeg, hvor Opfattelsen af Livet som Kamp, som Slid og Slæb, som et Arbejde og en Opgave, var nordisk og hvorledes ogsaa den havde et Anstrøg af Barbari. 7. Det var de Dage, da Kommunen i Paris laa i sine sidste Trækninger. Kun med halv Forstaaelse, men med heftig Sorg fulgte mine Rejsefæller og jeg Begivenhederne i Frankrig. Tidt, naar vi sad ved Bordet i Villa Reale ved Havet, og Aftenbladet II Pungolo kom med Dagens Tele­ grammer, rakte Georges Noufflard mig Bladet og bad mig læse højt; han vovede ikke selv at kaste Blikket derpaa. Og jeg læste da Efterretningerne om Myrderierne i Paris og om Byens Ødelæggelse ved Granater og Ildebrand, mens Taarerne dryppede ned paa mine Hænder; jeg var ung nok til endnu at kunne græde. Fra først af saa det i Bladene ud, som om ikke blot Tuilerierne, men Louvre med alle Kunstskattene var tilintet- gjort. Og der var Dage, hvor jeg uafladeligt sagde til mig selv: Er det muligt, at Mona Lisa er brændt, at Venus fra Milo ikke eksisterer mere? Det var jo imidlertid ikke vanskeligt, bag den oprørende Vildskab, der fra begge Sider udfoldedes, at skimte nye Tanker. Da Vendomesøjlen blev nedrevet, følte jeg det som en Skænd­ sel for Frankrig, men fornam samtidigt noget Stort deri: Freds- republikens Tanke hævet over Folkeforfængelighedens Natio­ nalhæder. Det var da det franske Folks Ulykke, at det tænkte altfor abstrakt og følte altfor idealt, saa det vilde kuldkaste Fortidens Arv til Bedste for Menneskehedens Fremtid. Eng