GeorgBrandesLevned_1907

Italien 19 fulde Elegance henrev Øjet, og med en enkelt Figur i Midten. Den syntes at raabe: Det Skønne er simpelt. Og jeg sagde til mig selv: Kunde jeg komme saavidt i kunstnerisk Indsigt og Smag som disse simple Haandværkere, der bares oppe af en Tidsalder og en Overlevering, saa kunde jeg allerede nu skrive noget, der virkelig var godt. Naar jeg saa paa en saadan Væg og tænkte paa mine egne Skrifter, stod de for mig som Ruskomsnusk. Ja, disse Vægge var stumme Vidner til min literære Anger og mine literære Forsætter, der snart dannede en Brolægning som det gamle Pompeiis, bestaaende af store faste Sten. Ogsaa disse Lavasten havde engang været glødende, før de blev haarde og kolde. Jeg elskede Grækerne for deres Filosofi, som var Ver­ densvisdom og Levevisdom. Den lærte dem paa én Gang at leve og at tænke. Jeg stræbte at forestille mig hvad So­ krates havde talt med Aspasia om, og den græske Visdom syntes mig at bestaa af to Dele, først af hvad Sokrates lærte Aspasia, saa af hvad Aspasia lærte Sokrates til Gengæld. Smerteligt følte jeg mig i disse Omgivelser som smittet med nordisk Plumphed. Oppe i Norden havde man behandlet mig som halvvejs fremmed, halvvejs Sydlænding. Hernede, hvor jeg gjaldt for blond og altid af de Indfødte kaldtes blond, undrede jeg mig over at have hjemme i et Land, hvor Folk af min Lød kaldtes mørke. Og af mine franske Rejsefæller, som kendte min Afstamning, betragtedes jeg i Grunden saa udelukkende som Nordbo, at de jævnlig følte Uoverensstemmelsen. Under det daglige Samliv med dem mærkede jeg, i hvor høj Grad det nordiske Klima havde gjort mig til Barbar. Stadigt undrede de sig over, at jeg spiste pirrende Kryderier som Peber og Senep til min Mad, gerne drak stærk Vin, yndede anstrengende Spadseren og Svøm­ ning, holdt af voldsomme Sindsbevægelser som af ørkesløse Drømmerier — hvad altsammen for dem var nordisk Smag, 2 *