GeorgBrandesLevned_1907

222

Omflakkende Liv Kendetegn paa dens Ophavsmands underordnede Dannelses­ trin. Han giver sig neppe Tid til at læse, endnu mindre til at forstaa det Læste, før han er færdig med en frem­ fusende Dom. Langt fra at „paadigte“ Kierkegaards Fader en Brøde, har jeg i mit Skrift kun fortolket de talrige Ud­ talelser om dette Punkt, som forekom i de paa Biskop Kierkegaards Foranstaltning udgivne efterladte Kierkegaardske Papirer, og jeg har ikke draget nogen Slutning, som ikke den tænkende Læser og Kender af alle S. Kierkegaards øv­ rige Skrifter med Nødvendighed maatte føres til. En Adkomst af hvilkensomhelst Art til at stemple Bre­ venes Offenliggørelse som sket er, vilde Hr. Ploug endelig kun have i det Tilfælde, at han var min beskikkede Dom­ mer, der skulde og maatte fælde min Dom, selv om han udsatte sig for senere at maatte tilbagekalde eller ændre Dommen. Men, som Enhver véd, var Hr. Ploug som Dom­ mer selvbeskikket. Der var Ingen, som havde givet ham det Hverv at forsyne sin Paa-ankning af den skete Offen­ liggørelse med ærerørige Udfald. Han gjorde det uden Opfordring. Det Poscimur, han fulgte, var et rent indre, Lysten og Viljen til at injuriere mig. Han har i mange Aar havt og fulgt denne Lyst. Han har gennem sit Blad, saavidt hans ringe Kundskabsforraad muliggjorde ham det, i en Række af Aar overfuset mig med personlige Angreb og Beskyldninger, der vilde have været mere farlige end de var, hvis de ikke i Regelen havde rø­ bet lige saa stor Uvidenhed som redelig Vilje til at skade. Da jeg f. Eks. for et Par Aar siden havde oversat nogle Fortællinger af Schweizerforfatteren Gottfried Keller, nøjedes Hr. Ploug ikke med at stemple denne i Tyskland og Schweiz lige hædrede Digter paa en uhøvisk Maade, men han optog, i sin Iver for at sige mig noget ret Krænkende, fra et andet Blad den taabelige Beskyldning imod mig, at jeg havde løjet

Made with