GeorgBrandesLevned_1907

218

Omflakkende Liv Paludan-Müller og samtidigt rette Korrekturerne paa de to Bøger Søren Kierkegaard og Danske Digtere , der udkom efter Vinterens Slutning. I Forordet til den sidste Bog, der inde­ holdt de mest anerkendende Karakteristiker af Carsten Hauch, Ludvig Bødtcher, Christian Winther og Fr. Paludan Müller, havde jeg med Benyttelse af et Udtryk, hentet fra David Strauss, udtalt det Haab, at denne ene Bog maaske af Pressen kunde blive opfattet som fredelige Blade. Men nej! Dagbladet protesterede straks mod Benævnelsen: jeg var den samme, hvad jeg saa skrev om. Modtagelsen var saa ugunstig, at dette Skrift, som iøvrigt det andet om Kierke­ gaard, i 23 Aar ikke blev udsolgt i et eneste Oplag, før det optoges i mine Samlede Skrifter. Paa dette Tidspunkt blev jeg Genstand for et ærekræn­ kende Overfald af Carl Ploug. Januarheftet af Det nittende A århundrede havde bragt tre Breve fra Søren Kierkegaard til en Dame, der betegnedes som Fru I. T. og i Brevene benævntes hans Kusine. Det var dialektiske Variationer over ganske smaa Motiver: Hvorfor han heller sendte et Brev end gjorde et Besøg, eller Hvor tidt han skrev et Brev og undlod at sende det af, eller Hvilken Trøst en Spøg kunde være under legemlige Smerter og Genvordigheder, eller Hvor gerne han blæste hele Verden et Stykke, men hvor nødigt han gjorde Uret mod et lille Barn, var Uretten end lille bitte, som at gaa saa rask med dets Moder, at det daar- ligt kunde følge med — og derfor sendtes en Æske Legetøj. Det var det Hele. Brevene var bievne mig tilsendte af en af Tidsskriftets Medarbejdere, en Artilleriløjtnant Au­ gust Wolff, der interesserede sig for kinesisk Literatur, men iøvrigt var en stor Dyrker af Kierkegaard. I sit Brev bad han om at maatte fortie Modtagerindens Navn for Redak­ tionen, medens han iøvrigt indestod for Brevenes Autencitet. Der opdukkede hos mig ikke nogen Tvivl om at han hand