GeorgBrandesLevned_1907

Hjemme og ude 141 ensstemmelse med hans lyst anlagte Sind oftere den mod­ satte Bevægelse. Svage Forventninger blev overtrufne, uanse­ lige Mennesker aabenbarede sig som strengt retsindige, ja en enkelt Gang som heroiske. Det Spørgsmaal rejste sig for mig, om jeg ikke i Kraft af sørgelige og pinlige Erfaringer havde almindeliggjort for tidligt. Og da jeg af Naturen var paa min Post mod for hastige Almindeliggørelser, mønstrede jeg min samlede Erfa­ ring, forsaavidt den lod sig overskue. I de Dage sendte jeg Holger Drachmann til Svar paa et Brev, hvori han klagede over hjemlig Usselhed, nogle Sætninger af det Indhold, at selv i det ringe Menneske kunde der findes ædle Spirer og selv i en Spidsborger slumre en Helt. Han svarte: Dit Brev viser mig en fuldstændig ny og ukendt Side hos dig: Du har jo drukket Münchener-Bier, dit Skarn, og er blevet som de Folk, hvorom Cæsar siger, at de ikke er farlige. Georg B. som en godmodig, flegmatisk, rundkindet Münchener! voilà une chose très singulière! — Kan da Omgangen med den Mand, hvis Portræt du engang viste mig med de Ord: „Han bliver for rund, det tyske 01 gør ham fed“ — kan Omgangen med denne brave Mand, med dette saa lidet energiske, saa „smukke“, men efter min ringe Mening saa lidet dygtige Ansigt, kan Samtalerne med denne Novelleforfatter have omstemt dig saa meget, dig, den stærke, smidige Kaardeklinge, dig, det lyse Hoved, gennem hvis uro­ lige, skarpe Træk det 19. Aarhundredes Revolutionsidéer lyser? O St. Georg! har du glemt Dragen? O du brave Ridder med den altid fældede Lanse! Har du sat en Knap paa din Spydspids og vil du nu i Fremtiden bruge den til Turne­ ringer, hvor du gratiøst kaster din Modstander, den dumme Forstokket- hed, af Sadlen, gratiøst løfter ham op fra Sandet, medlidende bøjer dig over ham, tørrer ham Sveden af hans tykskallede Pande, og „heyser“ ham igen op paa Hesten med et humant Smil, der siger saa meget som „Ædle, men tykskallede Spidsborger! Du have mig undskyldt, at jeg kastede dig af Sadlen; det er nu min Natur og min Kunst. Jeg har imidlertid lært, at der selv i et ringe, halvbegavet Menneske kan være de ædleste Spirer skjult, og derfor vil jeg ikke ødelægge dig, men agere den barmhjertige Samaritan, og lade dig komme til Kræfter igen — selv