GeorgBrandesEtPortræt

virkelig som han var, næppe følt Trang til at møde Undertrykkerne og Forfølgerne med Taknemmelig* hed eller blot Respekt. Denne hans Respektløshed, der ikke som Mo* derens holdt sig indenfor Hjemmets fire Vægge som en opløsende Syre og et ætsende Salt for den opvoksende Slægt, men var »født« til at give sig offentligt Udtryk, virkede derfor aggressivt og agi* tatorisk og stødte da fra hans første Fremtræden an imod den nationale og religiøse Overlevering i Lan* dets og Folkets Natur og Kultur. Mange andre Jø* der stak, belært af Erfaring, bestemt af Beregning, Fingeren i Jorden og lugtede, hvor de var. Han gjorde vel det samme, men Duften irriterede hans Næse — og han var af de Naturer, der i ondt og godt hensynsløst fulgte sin egen. Her spørges ikke om, hvorvidt det var forsvarligt, det er et moralsk Spørgsmaal om Individets Ret overfor Samfundet, hvori det lever. Her spørges kun om, hvorvidt det var forklarligt: om de medfødte Anlæg i hans per* sonlige og menneskelige Natur, der bestemte hans Stilling og bevægede hans Gerning. At han som Følge af sin hektiske Natur i sin Aggressivitet og Agitation gik over Grænsen og saarede Følelser af national og religiøs Værdi, at han i sin Chutspe hensynsløst og dumdristigt lod det mangle paa til* børlig Respekt og Takt, er sandt, set i Forhold til det Statssamfund, i hvilket han var Borger, men 7 97