GamleKongensKjøbenhavn

96

K jøbenhavneri for 5 0 til 6 0 Aar siden

imod den Respekt, De som Undersaat er Deres Monark skyl­ dig, selv om denne Monark ikke var Deres Velynder og Vel- gjører. Kun i Betragtning af Deres godmodige, harm løse Ka­ rakter, og fordi jeg ved, at De af ganske Sjæl er mig hengiven, vil jeg tilgive Dem Deres Ubetænksomhed og ikke for F rem ­ tiden tænke mere derpaa. Men intet Tilbagefald under Straf al' min højeste Unaade! Fo rstaa r De, min H e rre !“ Med disse Ord gik Kammerherren med en skjødesløs nedladende Bøj­ ning ind i Sideværelset. — Kongen havde i Begyndelsen staael; noget forlegen, uvilkaarligt selv kopierende den forbløffede Kammerherre, saaledes som denne havde vist sig et P a r Mi­ nu tter i Forvejen. Men tilsidst sejrede hans godmodige Natur, han udbrød i en stormende Latter, og Schrødersee var til­ givet. — Frederik den Sjette kunde godt lide al gaa civilklædt om­ kring i Frederiksberg Have og se Folk more sig der eller holde deres Maaltider i det grønne. Dog holdt han sig i Af­ stand, maaske for ikke at genere. Han tog saaledes, som Over- skoii fortæller blandt sine Smaatræk til denne Konges Karak­ teristik, isæ r gjerne Vejen hen til en Allee i Nærheden af Fasangaarden, fordi der stod Borde og Bænke, hvorved F a ­ milier sad og spiste. Hørte han nu en ret munter, hø jrøstet Passiaren, da stillede han sig ubemærket noget borte, med Hænderne paa Ryggen baglænds mod et T ræ paa den Side, som vendte fra Selskabet, og saa op i Luften, som om han stod i sine egne Betragtninger, men gottede sig saa hjerteligt over at høre deres Spøg, Latter og Sang, at han ved Afklædningen i rigtigt godt Lune og meget snaksom fortalte Kammertjeneren alt det morsomme, han saaledes havde hørt, „uden at et ene­ ste Menneske lagde Mærke lil ham “. En Aften blev han im id­ lertid røbet. E t lille Barn, der løb og legede, var, uden at han bemærkede det, kommet hen til liam og stirrede saa tro­ skyldigt paa ham, at han syntes ikke at kunne andet end kjærtegne det, hvorved Faderen blev opmærksom, gik hen efter Barnet og forbavset gjenkjendte Kongen. „Naa, saa skal jeg love for, at Deres Majestæt blev overrasket," sagde Wester- gaard, da han leende fortalte ham det. „Ja vist gjorde jeg,“ sagde Kongen, „for det var jo underligt, at jeg stod der; men jeg fattede mig strax og sagde til Manden: „Del: er rigtigt et kjønt lille Barn, De der h a r ; “ og saa gik jeg, som om der ingen Ting var, hen forbi Bordet, saa paa Selskabet, tog min Kasket af og sagde: „God Aften, Godtfolk! Lad Dem ikke for­ styrre! Det er et dejligt Vejr; god Fornøjelse!" — „De blev da