GamleKongensKjøbenhavn

F r e d e r i k den Sj et t e. Den 3dje December 1880. D engang hans milde Øjne lukked I Døden sig. Og hele Folket græd for ham og sukkecl Som før engang ved Bal durs Lig, — Da kom den nye Tid, Og, skjøndt endnu et Barn i Svøbet, Saa kæmpestærk og rustet ud til Strid Rev Alt den med i Sejersløbet. Dog medens trindtom nu af Alle hyldes Den Tid, der kom, Kan stundom end de gamle Øjne fyldes Af Graad ved Tanken 0111 Hin underligt-naive Tid, Hint sjette Fred’riks Regimente, Hin Drot, saa barsk og dog saa blid, Han, „som alene vidste", hvad os tjente. Da lyder atter Mejselklangen Til os i Nord Fra Tibrens Bredder; tusindstemmigt Sangen Den svarer med sit Nattergalekor; Og henrykt Øjet ser igjen Del Firmament af lyse Stjerner, De Store, vi har elsket, men Fra hvem den nyhedslystne Ilob sig fjerner. Dog det er Drømme! — Arbejdsklokken ringer Og vækker os paany; Den nye Tid sin friske Luftning bringer, Det gjærer i det unge Morgengry, Og hvorhen Øjet ser, Sig Kræfter trindtom røre, Bestandig ny’, bestandig fler og fler — Gid til Velsignelse det føre! H. P. HOLST.