GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

355

milier, der nyde Livet i Naturens Skjød ved en Skinke og en Bolle Punsch. Til dette Formaal patrouillerede han om­ kring og opdagede da i en hyggelig Løvhytte et Selskab, der, foruden at det bestod af nogle ældre Folk, frembød en særegen Tiltrækningskraft ved et Par unge Piger af et tækkeligt Ud­ vortes. Uden at betænke sig et Øjeblik begav Mahler sig hen til Bordet, der bugnede under appetitlige Retter og en stor Bolle Punsch, slog den Mand, som han antog for Husfaderen, paa Skulderen med de Ord: „Ej, Christensen, skal jeg træffe Dem herude? Det er virkelig kjønt, at De under Deres Fa­ milie en Forlystelse i det grønne efter Dagens Slid og Møje. Maa jeg trykke Deres Haand?“ — I højeste Grad overrasket svarede Manden: „Christensen? Jeg hedder ikke Christensen, De tager vist fejl, min gode Herre?" —„Er det ikke Hr. Hønse­ kræmmer Christensen? Nej, hvilket Spil af Naturen! De ligne hinanden paa Ære som to Draaber Vand; samme milde Ansigt, samme værdige Udseende, samme Højde og Drøjde." — „Det var dog mærkeligt,“ svarede Husfaderen, synlig smigret ved denne Beskrivelse, „ligner han mig saa grant? Men jeg er ellers Marskandiser og bør i Borgergade. Det var dog løjerligt, det. Men saa skal De ogsaa Pinedød drikke et Glas med os. Mo’er, flyt Dig lidt, skænk i for Herren — Værs’go’, tag Plads." — „Ja, jeg veed ikke — de unge Damer kunde maaske —" — „Aa, 1111 ingen Snak! Tøsene der holde nok af lidt Selskab, og saa kunne de jo faa en Svingom siden. Men maa jeg spørge om Deres Navn, min gode Ven?" — „Kammerjunker de Buscli!" — svarede Mahler med en vis klædelig Beskeden­ hed. — „Kammerjunker, virkelig!" — „Ja, paa halv Gage." „Det var som Satan! Det er fint, men derfor kan De nok drikke et Glas Punsch med Smaafolk." — „Nutidens her­ lige Frihedsideer have nivelleret al Standsforskjel," svarede Mahler, og denne Tanke udviklede han nærmere, medens han efter Evne hjalp til at tømme Bollen. Da Bunden viste sig, krævede han en anden ind, men førend den kom, bad han 0111 Tilladelse til at absentere sig et Øjeblik. Han vilde nemlig, da han befandt sig saa vel her, tage Afsked med sit øvrige Selskab, der, som lian bemærkede, havde opslaaet sit Paulun i en anden Del af Skoven. Dette var dog ikke den egenlige Grund. Han maatte se at faa fat paa sine omflagrende Stalbrødre for hos dem at opdrive d ,1 fornødne Mønt til den bestilte Punsch. Da dette efter nogen Møjsommelighed om­ sider var opnaaet, vendte lian tilbage til Selskabet. Et nøjere Venskab blev sluttet, Tilbagevejen til Byen skete paa den