GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

353

sentant for en Retning, der nu, om end under andre Former, gjør sig langt mere gjældende og er langt mere fremtræ­ dende, end det dengang var Tilfældet. Arboe Mahler var allerede en ikke ganske ung Student, da han traadte ind i den borgerlige Læseforening. Han studerede Theologi — Gud bedre det! I det mindste var han et af de Herrens Lys, der aldrig burde være tændte. Kun for den om­ talte faste Stok var han et velkomment Medlem, thi der var i det mindste dengang i hans Optræden og Levevis intet, der vakte ligefrem Forargelse. Han lagde vel ikke ganske Dølgs- maal paa sine materialistiske Anskuelser og sin Kynisme, men det syntes snarere at være Ironi end alvorligt ment. Hans Ydre var just ikke videre tiltalende; hans alt andet end smukke Ansigt og matte Øjne viste tydelige Spor af natlig Svir, og det Lurvet-Gentile i hans Paaklædning stod i god Harmoni her­ til. Men hans Jovialitet og morsomme Indfald, hans løjerlige Udtryksmaade og en vis Ligevægt i Sindet, der betegnede hele hans Væsen og end ikke forlod ham, naar han udførte sin Yndlingsbeskjæftigelse som Magister bibendi , eller han for sit eget Vedkommende befandt -sig i den Salighedstilstand, hvilken han betegnede som en Forsmag paa Paradiset, gjorde ham vel set i denne Kreds og bevirkede endog, at lian op- naaede en vis Myndighed og Overyægt, der ikke var videre heldig for de unge, ubefæstede Gemytter. Fristelsen til at følge ham paa Veje, der vare alt andet end anbefalelsesvær­ dige, forstod han at iklæde humoristisk, og den blev derfor desto større: „Lystige, larmende Gaa under Armen de Med Mephistopheles, før de det tro.“ Naar der f. Ex. blev Tale 0111 efter en i Foreningen eller paa et Konditori tilbragt Aften at gjøre en Vandring til Frede­ riksberg for at trække frisk Luft, kunde han udtale sig om­ trent paa følgende Maade: „En æret Taler, for hvem jeg nærer den al lerdybeste Respekt, er fremkommen med det ligesaa geniale som sindrige Forslag at drage til Frederiksberg for at afkøle det ved Drikkevarernes Mangfoldighed ophidsede Rlod samt for at give Livsaanderne den vante Spænstighed tilbage. Dette Forslag tillader jeg mig i Egenskab af uværdigt Medlem af denne Kreds fuldstændigt at tiltræde. Thi hvad siger ikke Aristoteles i sit berømte Værk De Omnibus — hvilket Værk iøvrigt viser, at dette Slags Kjøretøjer ikke er nogen moderne Opfindelse, som man har villet paastaa. Han siger: Revægelse J- D avidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn 23