GamleKongensKjøbenhavn

319

Kjøbenhavnske Originaler

med dem en Dag, og de er gaaet op paa alle Led. Saalen har jo kun været klistret.“ — „Har Du gaael med dem?“ sva­ rede Bramsen. „Er Du tosset? Du vilde jo kun bruge dem til at ride med. Nej, lil at gaa med er Støvlerne ikke indrettede, .leg har holdt mig til dine Ord, og Du har intet at klage over.“ — En Aften, da han fra et godt Kompagni blev fulgt hjem af et Par Venner, faldt det ham pludselig ind at gjø som en 11und — en Evne, han forbandt med alle sine andre Egenskaber. Dette hidlokkede en Politibetjent, som forbød ham disse Stemmeøvelser; men Bramsen mente, at han havde fuldstændig Ret dertil. Han forklarede nemlig, at han havde ejet en dejlig Pudelhund, til hvilken han nylig havde løst et Politi tegn til 2 Rdl. Men strax efter vai' Dyret kreperet, og det var dog den mindste Fornøjelse, han kunde have, at gjø de 2 Rd. af. En anden af hans Historier var følgende: En Slægtning af ham paa mødrene Side, der var Landmand, skulde en Dag kjøre Byfogden i Skjelskør i Embedsforret- ninger ud paa Landet. I Følelsen af sin Værdighed spurgte Byfogden den gamle Bonde, om han vidste, hvem han havde den Ære at kjøre for. „Nej,“ svarede han, „men Fogden, sagde, at det var Byfogden i Skjelskør, jeg skulde kjøre for.“ „Det er det ogsaa, men hvad mere er, det er hele Byen Skjelskør, Du kjører.“ „I se nej, vil man se!“ sagde den gamle og holdt stille. „Hvad skal det betyde?“ raabte Byfog­ den, „hvorfor kjører Du ikke?“ „Intet Kristenmenneske kan forlange, at mine Bæster skal trække en hel By,“ svarede Bonden. „Tosse!“ sagde Byfogden leende, „det er ikke Hu­ sene, Du kjører, men hele Byens Visdom, forenet i min Per­ son. “ „Ja saa,“ svarede den gamle, „afsted med Jer, Bæster! det Læs skal I ikke være bange for.“ Bramsen var af god Familie, men skjønt han paa ingen Maade gjorde sig uværdig til at omgaas den, blev han dog lioldt i en passende Afstand, som han heller ikke følte sig oplagt til at formindske, da han hadede fint Kompagni som Pesten. Af det smukke Kjøn var han just ingen Hader, men at lade sig smede i Hymens Lænker faldt ham ikke ind; han frygtede for, at det skulde gaa ham som Fuglene, der mi­ stede Humøret og Sangen, naar de blive parrede, og naar dette Thema engang imellem blev bragt paa Bane, beraabte han sig som advarende Exempel paa en Ven, som, da han var forlovet, pralede af, at hans Kjæreste var en ren Nattergal, men da han var bleven gift med hende, fik at vide, at hun virkelig forstod at slaa.