GamleKongensKjøbenhavn

Nyboder og den faste Stok

236

lil Husholdningen'eller en lille Extrafortjeneste ved at drive Fiskeri ved Toldboden. Paa en Flydebro, der laa ved Toldbod- bommen. saa 'man hele Rækker, gamle og unge, sidde og pilke efter Torsk, og Fangsten var ofte ret rigelig. En Tur til Dyre­ haven St. Hansdag, der var en Fridag, mest til Fods, sjældnere paa en „Kaffemølle", hørte med til den faste Stoks tarvelige Adspredelser. Men Spadsereturene om Søndagen gjaldt Frede­ riksberg, Kirkegaarden, 'men dog mest Kalkbrænderiet og den Vej langs 'Stranden, som nu kaldes „Strandpromenaden", hvor man havde den smukke Classens Have paa den ene Side og Sundet med Sejlerne paa den anden. Her valgte man sig en grøn Plet, hvor den medbragte Proviant blev fortæret, og Aftenen endte med et Besøg i „De Fattiges Dyrehave", el Værtshus, der laa ved Kalkbrænderiet, hvor man drak sig et (ilas Punsch, og hvor de unge kunde faa sig en Svingom til Musiken af en Violin og en Fløjte. Alt i alt har og havde et hæderligt Folkefærd hjemme i Nyboder. Det kan ogsaa skjønnes deraf, at Forbrydelser altid have hørt lil Sjældenhederne i dette Samfund. Kjærlighed til Konge og Fædreland var en Følelse, som havde hjemme hos alle og gav sig til Kjende paa en hjertelig og naturlig Maade. En særlig Festdag var det for Holmens faste Stok, naar der skulde illumineres i Anledning af festlige Begiven­ heder i Kongehuset. Folkene fik da Lys udleverede til at sætte i Vinduerne og havde den følgende Dag en Fridag, fordi de havde siddet saa længe oppe og pudset Lysene. De kunde knurre mod deres Overordnede, naar de troede sig forurettede, men i Reglen nærede de en stor Respekt for disse og vare vil­ lige til al underkaste sig Disciplinen. En ret karakteristisk Anekdote betegner dette Forhold. En gammel Admiral kom paa Holmen, da et Skib skulde løbe af Stabelen, og mødte just en Matros, hvem han spurgte, hvad Tid det skulde gaa for sig. „Hun skal," bandte han, „løbe af, Hr. Admiral, naar Klokken slaar Tolv." — „Saa sagte, min Søn, saa sagte," sagde Admiralen, „om Gud vil, om Gud vil!" — „Hun skal," bandte Matrosen igjen, „enten han vil eller ej; Holmens Chef har sagt det." Arbejdet og Livet paa Værftet skildrer Adolf Reeke: „Manne, op i Fart! Arbejdsklokkén lyder snart, Manne, er I tjent Med at faa Absent*)?

*) „Absent“ (a: fraværende) kaldtes ikke at komme i rette Tid til Ar-