GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

169

heldigt og belydningsfiddl for den nationale Kunst det var, at han havde Sjælsstyrke nok lil at modstaa alle deslige An­ fægtelser og følge sin Tilbøjelighed. Selv fra den ellers saa fordomsfri Frederik den Sjette kom der en Indsigelse imod, at han betraadtc Scenen med Titlen som Doktor, denne maatte ikke paa den Maade nedværdiges, og det blev befalet, at han ikke som saadan maatte nævnes paa Plakaten. Men Ryge lod Direktionen vide, at han vilde beholde sin akademiske Titel og ikke optræde uden denne; han havde vundet den ved sine Kundskaber, men ikke faaet den som en Naade af Kongen, der da heller ikke kunde berøve ham den. Dette blev fore­ bragt Frederik den Sjette, som da ogsaa fandt, at Ryge egen­ lig havde Ret, og ved den Lejlighed anvendte de forhen om­ talte Ord: „Det lader til, at han ikke er god at bids med.“ Med Nielsen, der havde været Løjtnant i Artilleriet, skete noget lignende som med Ryge. Ogsaa hans Overgang til The­ atret blev betragtet som en Skam for den Stand, hvortil han hørte, og hans paarørende beklagede højlig dette Skridt. Uagtet Nielsen som enhver anden Officer, der har faaet sin Afsked, beholdt sin militære Titel, vilde det være blevet ham for­ ment at beholde den i hans Egenskab som Skuespiller og paa Plakaten, hvis han ikke selv havde fundet del rigtigst at give Afkald paa den, især da Kongen lil Tlieaterchefen, Kam­ merherre Holstein, meget ivrig havde sagt: „Som Løjtnant kan han ikke spille Komedie; tænk engang, om man peb ad ham.“ Det er lel at begribe, at deslige Reservationer, der næsten gik ud paa at stemple Skuespillerne som en Pariakasle, vare ikke lidet krænkende for disse; men det kan dog nok være, at netop saadanne Begivenheder havde den Virkning at hæve deres Selvfølelse, og at de mandede sig op til at liævde deres Værd som Mennesker samt lil samtidig al kræve den Sam­ fundsstilling, hvilken de som Kunstnere havde Ret lil at ind­ tage. Saa meget er i alt Fald vist, at der i saa Henseende fore­ gik en Forandring, som, støttet ved en Agtelse vindende per­ sonlig Opførsel, efterhaanden trængte igjennem. Til delte For- maal fremkom der undertiden bestemte og talende Protester, som da Direktionen gjorde Mine til at nægte Overskou den Adgang til Hofparkettet, han havde Ret til som Forfatter af flere originale Stykker. Hans Kammerater forlangte af ham, at han skulde fordre denne Ret, hvis Tilsidesættelse maatte betragtes som en Fornærmelse mod hele Standen. Overskou havde i den Anledning en Scene med Holstein, der søgte at