GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

166

more sig ved hendes Forlegenhed, da de vidste, baade at hun vilde føle sig fristet til at byde dem til Aften, og at hun ikke i Huset liavde det mindste at byde dem paa. Mad. Preis- ler modtog dem med stor Venlighed og tilsyneladende Glæde, men da hun ikke bad dem aftage Overtøjet eller syntes at ville invitere dem, maatte Saabve, for al Spasen kunde be­ gynde, rykke ud med, at de egenlig vare komne for at bede

sig selv til Gjæst. ,,Det glæder mig inderligt,“ svarede hun øjeblikkelig. „De ere hjertelig velkomne, men saa maa jeg bede Dem lægge Overtøjet og Hattene og at undskylde, at jeg forlader Dem lidt for al sørge for Bordet.“ De hængte det nu fra sig i et lille Kam­ mer og gottede sig ret inder­ lig ved Formodningen om, hvad hun kunde finde paa at traktere dem med, og hvor hun vilde faa det fra. Det va­ rede en Stund, medens hun gik ud og ind, indtil lnin bad dem følge med ind i det andet Værelse og tage til Takke. Til deres Forbavselse saa de et meget smukt dækket, belyst og med varme Retter og Vin rige­ lig besat Bord, omgivet med smukke Stole. Uden at kunne

NA IUKL I N HAVUL K K L I b L L K S f t Ab l NATURENS MUSERS DYRKER SKA T T ER HVAD SMAGEN HAR I HENDE TABT

begribe, hvorledes hun havde formaaet at fremtrylle denne Herlighed, salle de sig til Bords i den muntreste Stemning. Elsberg, som den ældste, udbragte hendes Skaal, men midt i sin Tale brast han ud i ustandselig Latter, og da hun med den uskyldigste Mine bad ham dog endelig forklare hende Aarsagen, rykkede Saabve frem med, at de egenlig ved deres Besøg havde villet more sig med at sætte hende i Forlegenhed, men 1111 ikke kunde bare sig for at le ved at se en saa prægtig Beværtning, som de aldrig havde drømt 0111 . Denne Tilstaaelse log hun aldeles ikke for­ trydelig op, men bemærkede kun skalkagtig, at hun slet ikke begreb, hvorledes hendes gamle Kammerater kunde tro, at hun saa let var at sætte i Forlegenhed. Tiden gik hen med