GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

164

ner, som liavde passiaret og fjaset med Begynderen ved Glas­ set, modtog koldt hans Hilsen og værdigede ham ikke el Ord, naar han et Kvarter efter kom sammen med ham paa Prøven. „De gamle maa holde de unge i Respekt" var en tidt gjen- lagen Maxime, som de ikke alene udførte ved et saa but og frastødende Væsen, at de unge nok skulde vogte sig for at lade et Ord falde i deres Nærværelse, men ogsaa ved al yd­ myge og fornærme dem. Da Overskou ved en Prøve paa „Peters Bryllup" ved Brudebordet log en malet Skinke og spøgende truede en lige overfor siddende med den, raabte Kruse til ham: „Kan Han lade Skinken ligge. Flab? Hvor tør Han understaa sig at røre ved Skinken? Hvad har han med den at bestille?" Personalets almindelige Tone bidrog heller ikke til at give nogen videre god Mening om Sømmelig­ hed og Dannelse. Samtalen mellem det mandlige og kvinde­ lige Personale var som oftest krydret med drøje Tvetydigheder. Frivole Udtryk vare blevne saa almindelige, at selv de sæde- ligste Damer hørte dem uden Forargelse. Men var Theater- tonen letfærdig, saa havde den dog en Gemytlighed, der senere mere og mere har tabt sig. Der var endnu ikke nogen Theater- politik. Ganske vist manglede der ikke, ligesaa lidt som nogen­ sinde, paa Misfornøjelse med Bestyrelsen, men den opstod kun med Hensyn til de enkeltes Bestemmelser, hvorved man troede sig krænket. Ærgjærrigheden gik ikke videre end til at ville glimre paa Scenen, man vilde ikke regere Regeringen, man søgte ikke ved Intriger at skaffe sig Indflydelse paa Re­ pertoiret eller Bestyrelscsprinciper og tænkte ikke paa at danne de for Samlivet saa fordærvelige Kliker for eller imod foresatte og Kunstfæller, som i en senere Tid har grasseret saa stærkt. Det hørte vel ikke til Sjældenhederne, at der op­ stod Skænderier, og det saa grove, at man nu vilde korse sig over dem, men de gik over og vare hurtig glemte. I det hele herskede der et gemytligt Kammeratskab, naar ikke Skin­ syge eller formodet Tilsidesættelse overfor Publikum gjorde sig gjældende. I Samklang med den letfærdige Tone stod ogsaa Sæderne. Der var ganske vist Damer, paa hvis Rygte der ikke hvilede en Plet, men der var andre, om hvilke dette paa ingen Maade kunde siges. Nogle vare fornemme Mænds anerkjendte Mai­ tresser, og det stemte jo ret vel overens med Datidens Sæder, at de ikke for den Sags Skyld betragtedes med Ringeagt af det øvrige Personale. Især var Dandsepersonalets kvindelige Del ilde berygtet, og der taltes almindelig om Orgier, der fore