GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

162

vil na gjentage den og giver Signalel ved med en Stav, som lian holder i Haanden, at slaa tre Slag i Gulvet. Latteren og Sladderen forstummer, og enhver af Dandserinderne træder saa hen til den Plads, hun skal indtage under Dandsen, efter at der først er gjort forskjellige Forberedelser, saasom at trykke Hofterne ned, at ryste Kjolerne, at se efter Skoene osv. Forinden Prøven begynder, holder Dandseren en Tale til dem, hvori han søger at sætte dem ind i Situationen og opfor­ drer dem til at vise sig som tænkende Kunstnerinder. Et ungt Menneske staar i Kulissen med en Violin, paa et Vink af Dandseren begynder han at spille, og Prøven er i Gang under stadige Rettelser og Vink af Dandseren. Han slutter med: „Det kan gaa an — det gik ret ordenlig. Lidt mere Vivacitet — lidt mere Ild — saa vil det gjøre sig.“ Saaledes omtrent gaar det til, saaledes omtrent er det Ind­ tryk, man faar af Livet bag og ved Kulisserne. Under Fore­ stillingen hersker der Orden og Stilhed, de spillendes Ansigt udtrykker en vis Spænding, maaske ogsaa nogen Ængstelighed, man lytter efter sin Stikreplik, naar man skal ind paa Scenen, og naar man saa høster Bifald, vender man tilbage iil Kulis­ serne med et triumferende Smil, der just ikke er behageligt for dem, i hvis Lod en lignende Gunst ikke er falden. Der kan undertiden falde Yttringer over Publikums Utaknemmelig- lied og Mangel paa Paaskjønnelse. Afdøde Hass spillede i „Palnatoke“ Bue hin Digre. Han agerede voldsomt, men det lijalp ikke. Tilsidst kom han farende ud imellem Kulisserne, raabende: „Nu har jeg brugt tre Skjorter, de ere som dyp­ pede i Vand, og de Karle dernede liar ikke rørt en IIaand!“ At det ogsaa gaar ud over Bladenes Theaterkritik mellem Kulisserne, er en Selvfølge. Den er en fjendtlig Magt, hvad enten den roser eller dadler eller gjør begge Dele. Naar en roses, ærgrer det en anden, som ikke bliver rost, og naar en dådles, kan man være sikker paa, at han finder Dadlen al­ deles uberettiget. Kunde de kritiserende høre de Domme, der fældes over dem i Kulisserne, vilde de sikkert helst vogte sig for at pleje Omgang med Theaterfolk, som flere af dem saa gjerne ville. Dog, det er et Kapitel, som ikke hører her­ hen, og som det nok ogsaa er bedst at lade urørt. Hvorledes var nu Personalets Dannelse, Tone og Stilling i Samfundslivet i ældre Tid? Overskou giver deraf i sit Skrift „Af mit Liv og min Tid“ en ikke videre hyggelig Skildring, livis Paalidelighed, da han selv befandt sig blandt Personalet, ikke kan betvivles. Der fandtes i det daværende Personale