GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

154

sin Grund i den naive Sands, som i Ungdommen sad paa Dom­ mersædet, en Beundring forøvrigt, der vel hos adskillige mere er en arvet Tradition end hidrørende fra Selvsyn. Men hvorledes det nu er: disse Erindringer have deres Værd, idet de fastholde Indtryk, som den enkelte kan glæde sig ved i den stærkt fremrykkede Alders stille Timer, og som ogsaa kunne tjene til Underholdning for hans Omgivelser. Theatret giver dog til enhver Tid det rigeste Stof for Samtalen. Det kan næsten med Føje siges, at del vilde se meget galt ud med det selskabelige Liv, hvis der intet Theater var, ingen dramatiske Forfattere, især de anonyme, der altid interes­ sere i høj Grad, ingen Skuespillere og Skuespillerinder, ingen Dandsere og Dandserinder, ingen Kulisser — det vil sige det, der foregaar bag disse, og som jo ikkeNsaa sjældent afgiver et meget frugtbart Stof. Og dette gjælder ikke blot Nutiden, ikke blot Dagen og Øjeblikket, nej, det gjælder ogsaa Fortidens Theaterbegiven- heder og Personligheder. Jeg kjendte en ældre Mand, der færdedes meget i Theaterverdenen, var uudtømmelig i Histo­ rier fra hine gamle Dage og tillige havde den Gave at fortælle godt. Han var derfor særdeles vel set i Selskabslivet og var altid omgivet af en talrig Kreds af Tilhørere, som med stor Interesse lyttede til lians Fortællinger. Dette er let forklarligt. Ligesom Skuespillerlivet paa en vis Maade er et stærkt po­ tenseret Liv for sig, saaledes ere ogsaa Kunstens Dyrkere, især de mere fremragende, en Menneskeart med særegne Ejendommeligheder, paa hvilke den almindelige Maalestok ikke kan anvendes. Det kan endog med Føje siges, at der er visse Skjødesynder, hvorpaa Theaterlivet giver et Slags Pri­ vilegium, og hvormed der bør ses igjennem Fingrene. At faa et Indblik i dette Liv, gjennem forskjellige Træk, maaske gjennem Anekdoter at faa et Begreb 0111 de Kunstneres per­ sonlige Karakter og Færden i Samfundslivet, hvjlke man ofte har hørt omtale som Bærere af den nationale sceniske Jiunst i ældre Tid, er for enhver, der elsker denne Kunst, af utvivl­ som Interesse. Og i denne Interesse ligger i Grunden en Ret- færdighedshandling. Den sceniske Kunst, der er Skuespiller­ nes Værk, har den Svaghed, at den kun er knyttet til Øje­ blikket. Maleren, Billedhuggeren lever i sine Værker, Skue­ spilleren, naar han har forladt Scenen eller betalt Døden sin Tribut, efterlader sig derimod intet synligt Vidnesbyrd 0111 sin Virken, han lever kun i Erindringen, og at bevare og at opfriske denne og paa den Maade at bevare hans Minde, er kun

Made with