GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

147

det først bragte Ewalds „Balders Død“ paa Scenen, forinden dette Digterværk gik over til det kongelige Theaters Reper­ toire. Der opstod imidlertid Splid mellem Medlemmerne, navn­ lig om Ikke-Skuespilleres Optagelse, og Følgen var, at paa Indstilling af Tlieaterbestyrelsen blev Selskabet ved konge­ lig Ordre opløst, efter at det havde bestaaet i halvtredie Aar. Det er ikke usandsynligt, at dette Selskab gav Rahbek og Thomas Thaarup Ideen til Stiftelsen af det d r a m a Li s k ­ l i t e r ære Se l skab , som fandt Sted i 1789. Mest bekjendt er det under Navnet B o r u p s S e l s k a b efter den første Vært, i hvis Hus det spillede. Gjennem en lang Række al' Aar hæv­ dede det en stor Anseelse saavel ved sine mønsterværdige Privatforestillinger, hvori enkelte af det kgl. Theaters Per­ sonale medvirkede, foruden at flere Kapelmusici medvirkede i Orkestret, som ogsaa derved, at det blandt sine Medlemmer tal Le mange ansete Mænd af Embedsstanden og LiteraLuren. Af ældre Skuespillere opLraadle Rosing, Knudsen, Rind o. 11., og Nielsen forsøgLe sig her, før han gik over Lil Nalional- theatret. Blandl dem, der, uden at være Skuespillere af Faget, udfoldede et ikke ringe scenisk Talent, nævnes Wiehernes Fader, afdøde Havneskriver Wielie, Stephen Heger, Etatsraad L. N. Hvidt, Etatsraad Salicath, Etatsraad Dr. Otto. Rahbek selv optraadte oftere, navnlig i liolbergske Stykker som Je­ ronimus, skjønt han aldeles ikke havde Anlæg til at spille Komedie. Man tillod, at han spillede, fordi han ønskede det, og hans Præstationer vakte vel almindelig Munterhed, men han mærkede ikke, at man morede sig paa hans Bekostning. For at give et Begreb 0111 hans Spil i det hele vil det, som afd. Etatsraad Otto fortæller i en Artikel i „For Romantik og Historie1, være tilstrækkeligt at anføre, at han i alle sine Roller ufravigelig iagttog sine gamle Vaner. Han holdt saa­ ledes altid helst begge Hænderne bag paa Ryggen, hvor de generede ham mindst, og paa de mest upassende Steder drejede han uafladelig Tommelfingeren paa højre ilaand i Fladen paa den venstre o. s. v. Otto fortæller flere karakteristiske Anek­ doter 0111 Rahbeks Komediespil. Som oftest lærte han ikke sine Roller ordenlig, og han staar saaledes i Borups Selskabs Protokoller flere Gange mulkteret „paa Grund af Uvidenhedli i dem. En Aften, da han spillede i et Stykke, der hed „Deser­ tøren', tog lian hvert Øjeblik den ene Replik efter den anden fra sine Medspillende, og da en af dem gjorde ham Bebrej­ delser i den Anledning, svarede han ganske rolig: „Jeg skal sige Dig, min Broder, jeg har selv oversat Stykket og spillet