GamleKongensKjøbenhavn

126

En gammel Herres Erindringer

os ned lil Kanalen henad den Tid, vi vidste, at Kongen vilde seile. Det var Klokken 6 Eftermiddag. Vi tog Plads paa det Sted, hvor de kongelige Baadc laa med de hvidklædle Slup- roere med røde Skærf. Det varede ikke længe, før Frederik den Sjette med Prindsesserne og hele Hofpersonalet kom ned fra Slottet og nærmede sig Stedet. Alle blottede deres Hoveder med den største Ærefrygt for det kgl. Tog, hvor det kom forbi, og den gamle Konge kastede venlige Blikke til alle Sider. De gik nu ned i Baadene, og Lystsejladsen begyndte. T den kgl. Clialuppe, hvor Prindsesserne og Hoffets Damer befandt sig, stod Kongen selv til Rors. Man ler maaske nu ved at høre fortælle 0111 denne Sejlads, men jeg kan forsikre Dem, at dengang lo man ikke; for jævne Folk, for os og vore lige, ja, jeg kan næsten sige for alle var der noget meget smukt og højtideligt i dette Optog, noget, som tiltalte Hjertet og Følelsen. Oehlensclilåger har ogsaa saa vakkert besunget det i sil Digt „Frederiksberg*'. Naturligvis stimlede Folk lil paa de Steder, hvor man kunde se Baadene og de Kongelige, og der var en stor Trængsel. Nu hændte det sig — atter et Tilfælde — at en lille velklædt Pige, næppe sex Aar gammel, som stod tæt ved Bredden af Kanalen, fik, idet Folk trængte paa, et saadant Stød, at hun faldt og i det samme styrtede ud i Kanalen. Der lød et højt Skrig fra de omstaaende. Jeg stod tæt ved, og jeg ved ikke, hvorledes det gik lil: uden at betænke mig et Øjeblik kastede jeg Kasket og Trøje og styr­ tede ud efter hende. Jeg havde lært at svømme, var desuden af min Alder ret stor og kraftig, og saaledes lykkedes det mig at faa fat i den stakkels Pige, der allerede var bevidstløs, og at holde hende op i mine Arme. I det samme var Baaden med de Kongelige ganske nær ved Stedet. Den var nærmere ved mig og min Byrde end Bredden, og uden al jeg egenlig vidste, hvad jeg gjorde, tog jeg fat i Rælingen, og i cl Nu vare vi paa et Vink af Kongen af Sluproerne trukne op i Baaden. Rigtignok gjorde Damerne ikke de bedste Miner lil de af Vandet dryppende Gjæster, som Baaden saa uventet havde faaet, men Deltagelsen var dog almindelig. Den lille Pige laa uden Bevægelse, kun det sagte Aandedræt viste, at der var Liv. Kongen gav Befaling lil hurtigt al lande paa den lille 0 med det kinesiske Lysthus, der var i Nærheden, og der blev Barnet baaret op, medens Kongen med et Vink bød mig følge efter. „Det er altsaa Dig, der har frelst Barnet,“ sagde Kongen, idet han tog mig under Hagen, „det var flinkt, det var smukt gjort. Hvad hedder Du; hvem ere dine For-