GamleKongensKjøbenhavn

124

En gammel Herres Erindringer

„Paa ingen Maade,“ svarede jeg; „som det lader til, nærer De ligesaa stor Sympathi som jeg for den gamle Konge, som staar der, og vel ogsaa for den prægtige Have.“ „Det har De fuldkommen Ret i, og maaskc mere end de aller­ fleste. Men det har sin Historie. Jeg maa sige Dem ganske op­ rigtigt, at denne Sympathi for gamle Frederik, hvor stor den end altid har været hos mig, og det af gyldige Grunde, er til­ taget, netop fordi det jo hører med til Tiden at nedsætte ham og hans Gjerninger. Jeg er en Mand af den gamle Skole, og livorvel jeg paa ingen Maade undervurderer de Fremskridt, som Tidens Krav have medført, saa finder jeg dog, at der ved denne hastige og næsten hæsblæsende Udvikling er ved Siden af mange Goder kommet meget frem, som næsten lader mig ønske den Tid tilbage, man nu er saa villig til at rvnke Næsen ad. Dog, jeg er kommen ind paa et Kapitel, der er min svage Side, og som jeg derfor heller ikke vil dvæle videre ved. Med Hensyn til det andet Punkt, Haven, skal jeg kun sige, at det er mit Yndlingsopholdsted. Jeg bor ogsaa i Nærheden og forsømmer næsten aldrig nogen Morgenstund at gjøre en Rundaf her. Jeg har altid holdt af at færdes ude i det fri, i Foraaret ligesom at holde Øje med, hvordan alt udfolder sig, Trær og Blomster, om Sommeren, hvordan alt trives, og om Efteraaret, hvordan alt efterhaanden, men dog paa en yndig og tiltalende Maade, gaar den almindelige Opløsning i Møde. Men jeg trætter Dem vistnok med min Snak . . .“ „Paa ingen Maade, det interesserer mig særdeles. Jeg vil bede Dem at fortsætte. De talte om, at Deres Hengivenhed for den gamle Konge har sin egen Historie. Hvis —“ „Aa, jeg forstaar, den vil De gjerne høre. De skal faa den. Jeg ved ikke, hvori det ligger, men jeg tror, at naar man bliver gammel, saa bliver man ogsaa lidt snakkesalig. I det mindste er det saaledes med mig, jeg har aldrig før holdt af at passiare, som jeg nu gjør — og det nu med en vildfrem­ med. Men Deres Udbrud før gjorde mig saa godt, at jeg næsten betragter Dem som en gammel Bekjendt. Nuvel, men før jeg kommer til Sagen, endnu et Par Ord som Indledning. Min Lyst til at færdes i det fri skriver sig fra min tidligste Barn­ dom. Mine Forældre vare ubemidlede, ja egenlig fattige Folk. Vi boede i en af de trange, stærkt befolkede Gader i Byens østlige Del, Huset havde smaa Ruder, og sjælden saa jeg et Glimt af Solen trænge ind i den lille Stue, der sammen med et knapt Sovekammer udgjorde hele vort Husrum. Bedre var det ikke i den Pogeskole, hvor jeg gik; der var lummert og tryk

Made with