GamleKongensKjøbenhavn

108

En Tur til Sk o v en i gamle Dage

Vi nærme os Lyngby. Der kommer nogle kongelige Vogne, den ene med fire Heste for og en Forrider. I den aabne Ka­ leche sidde en H e rre og en Dame, og vore Hatte flyve af. Det er P rinds Christian og hans Gemalinde, et dejligt P a r at se til. De gjøre en Morgen udflugt fra deres skjønne Sorgen­ fri. Vi ere ganske stolte af at have mødt dem, det er en lille Episode i vor Tur, og vi fortælle siden til alle, hvor artig de hilste os, som om vi vare gode gamle bekjendte. Nu videre ad Landevejen mellem smilende Marker, bug­ nende af en frodig Sæd med dens forskj ellige Skatteringer. Vi nærme os Skovpartierne, og nu ere vi ved vort første Be­ stemmelsessted. En høj, stejl Bakke fø rer derop. Hans Polisk tager Tømmen fra mig og lader Øjet betænkelig flyve over den stæ rk t belæssede Vogn. Fade r mener, at det er bedst at stige af og gaa Turen. Hans tror nok, at Øgene kunne trække, men det var dog ikke af Vejen, at Vognen blev noget lettet. Vi efterkomme Vinket, og i en F a rt ere vi n-ede af Vognen. Kun Bedstemoder bliver siddende, hun h a r saa ondt ved at komme ned, det gamle Skind, og der er da ogsaa et godt Stykke Vej til Søllerød Kro. Her ere vi da. Vi ile ud i Haven. Hvor der er smukt! Et sandt Schweilzerlandskab, bemæ rker Studenten. Overalt mø­ der Øjet de skjønneste Udsigter. Man ser ud over den skov­ kransede Sø med Kirken og Præstegaarden til venstre Side, en Mængde af Skovgrupper og Bugter langs Søbredden og den lille Landsby Øverød til hø jre med dens brune Tage og enkelte teglhængte Bygninger. I Øverød, siger Studenten, lig­ ger Suhms Gaard, nu forfalden, men engang et Sæde for Kunst og Videnskab. Dog, den lange T u r i den friske Luft h a r skærpet vor Appetit, som iøvrigt under almindelige Omstændigheder intet lader tilbage at ønske. Moder og Bedstemoder og Jane (saadan hedder min ældste Søster, det er egenlig en Skam, at jeg h a r glemt at præ sen tere hende for Læseren, hun er nok værd at se paa) og Jfr. Petersen — som, skjønt hun er Gjæsl, dog mener at burde gjøre Gavn — ere i Fæ rd med at dække Bordene i den store Stue. Nu lyder Signalet, og vi tage Plads ved Bordet. Hvilken Overflod af dejlige Ting! Bare jeg kan faa Appetit til det altsammen, i det m indste maa jeg have lidt af hvert. Vi tage for os af Retterne saaledes, at vi kunne sige Sparto til de homeriske Helte. Der er et P a r F lasker Vin med, men de ere kun til de voxne. Fader skænker i Glassene, og saa siger han, efter at have nikket til os alle