GamleKongensKjøbenhavn

107

En Tur til Sk o ven i gamle Dage

den store Dunk, som indeholder Rommen, siger han: „En kjøn Mosiø den! Tørste komme vi ikke til, kan jeg nok mærke. Den maa vi rigtig tage vare p a a “ — og saa pu tter han den ind i Halmen under sin egen Agestol. Jeg liar allerede spurgt, hvad Kusken hedder. „Hans Christensen," siger han, „man kalder mig ogsaa Hans Polisk." Nu sidde vi paa Vognen, tre paa hvert Sæde, to Voxne og et Barn ; det er noget knebent, thi de brede Vogne, som man 1111 har, kjendte man ikke den Gang. Men hvor der er H jerte­ rum , er der ogsaa Ilusrum . Og hvad bryde vi os om at blive trykkede lidt. Studenten siger, idet han betragter sin Fo r­ lovede, al det netop er meget morsomt. Men vi slippe ikke med al blive trykkede. Den tunge Kasse hviler næsten lige paa Iiju lené; der er ingen Fjedre, end sige Patentfjedre. Heller ikke er Brolægningen gjennem Gaderne den bedste. Vi skumpies lystig, og Bedstemoder siger, at del farer hende gjennem Marv og Ben, hver Gang Vognen giver e t Hop. Men hvad gjør del os andre? Vi ere altfor glade og fornøjede, til at vi skulde bryde os 0111 saa lidt. ,11ans Polisk trøster os tillige med, at naa r vi komme ud paa Jordvejen, saa vil det gaa bedre. Jeg finder, at det gaar ganske dejlig, som det nu gaar. Vi skulle fø rst til Søllerød. Hver Gang i de 16 Aar, mine Foræ ldre have gjort en Skovtur, h a r Søllerød været det første Bestemmelsessted. Det var der i Kroen, at de holdt deres Bryllupsgilde, efter al Vielsen havde staaet i Søllerød Kirke. Derfor ingen Skovtur uden Søllerød, „for," siger Fader, ta­ gende sin Mutter, som han kalder hende, om Livet, „det kan dog vist fornøje dig at se det Sted igjen, hvor jeg begik den Dumhed at lage dig. Jo vist var det en Dumhed. Men H erre ­ gud, man begaar saa mange af den Sort i sit Liv, og jeg skal ærlig tilstaa, del er dog maaske den mindste, jeg ha r begaaet." Tu ren gaar nu ad den støvede Landevej lil Lyngby. Man snakker og passiarer paa Vognen. Moder taler med Bedstemoder om Ilusholdningssager, Fader, der iøvrigl lager sig megel stadselig ud i sin blaa Kjole med blanke Knapper, hvid Vest, graa Korduroys Benklæder og blanke stive Støv­ ler med Kvaster, ryger paa sin store Merskummer, en Arv fra Bedstefader, og underholder sig med Kusken om, hvor­ ledes Sæden staa r og tegner for i Sommer. Og jeg faar Lov til al k jøre; jeg faar endogsaa Lov lil at give Hestene en Gang imellem et lille Smæk med Pisken. Af N aturen ere vi alle smaa Ty ranner, selv i Barnealderen.