GamleKongensKjøbenhavn

106

En Tur til Sk o ven i gamle Dage

fra Løvhanget i Sommervarmen, en kvægende Skygge, en Skiften af Solskin og mystisk Dæmring. Fuglen synger oppe i Træet, jeg fo rstaar saa godt dens Kvidren, den spørger mig, om jeg kan huske, da jeg var her — for mange, mange Aar siden, i min Barndom. Om jeg kan huske det! Den store, firstolede Holstenskvogn holdt for Døren. Vi skulde alle ud i Skoven, Fader, Moder, Bedstemoder og vi Børn. Der var endnu nogle Pladser, og saa havde Moder ment, at vor skikkelige Værtinde, Mad. Petersens nette Datter Lise og hendes Forlovede, Studenten, skulde være med, og det vilde de selvfølgelig gjeriié. IIvo kan beskrive den Glæde, vi Børn følte, da endelig den lykkelige Morgen oprandt, som vi havde talt om fire Uger i Forvejen, og som vi havde frydet os til saa inderlig. Det var den eneste Skovtur i Sommerens Løb, Fader havde Raad til, og man kan tænke sig vore Forventninger. Jeg var tre Gange oppe 0111 Natten for at kige ud ad Vinduet. Vejret var præg­ tigt, mildt og k lart, ikke en Sky paa Himlen. Vi skulde af­ sted Kl. 9, men vi Børn vare alt paa Benene Kl. 6, og Kl. 7 vare vi i vor fulde Pynt, jeg i gule Nankins Buxer og den grønne Kasket med Kvasten i Toppen. Jeg skulde sidde ved Siden af Fader mellem ham og Kusken — hvor mageløst! Jeg fik maaske Lov til at kjøre Hestene. Med el ska rp t Blik anstillede jeg en fysiognomisk Undersøgelse af den i en tyk biaa Vadmels Chenille med 12 Slag indhyllede Kusks vejr­ slagne Ansigt, og hans godlidende Mine varslede godt for min Forhaabning om at m aatte agere Hestebetvinger. Paa et Bord i Dagligstuen er der opstablet alle de gode Sager, vi skulle have med. Den mægtige Skinke, Lamme­ stegen, Stikkelsbærgrøden (oli!), Søsterkagen (oli!), Lax, Rom, Citron og Sukker, Dækketøj, Knive og Gafler, Tallerkener, Kaffekanden, ja selv en Kaffepose, thi, som Bedstemoder meget rigtig bemærkede: Man kan ikke stole paa disseliersens Kaffeposer ude i Skoven, man ved ikke, livad de ere af, eller hvorledes det egenlig h a r sig med dem — og saa for­ talte hun en lang Historie om, hvorledes Kaffen ved en Skov­ tu r for ti Aar siden havde havt den underligste Smag af Verden, saa at hele Fornøjelsen var bleven forspildt. „Fo r,“ sagde hun, „at faa sig en rigtig god Kop Kaffe efter Middags­ maden, det er dog det fornøjeligste ved en Skovtur." Nu bæ rer vor gamle Dorthea Sagerne ned i Vognen, og med den største Omhyggelighed pakker Kusken dem i Magasinet. Han korser sig over al den Velstand, og da Raden kommer til