GamleKongensKjøbenhavn

En Tu r til Skoven i gamle Dage.

Forunderligt! Om vi nok saa ofte have oplevet Foraarets Komme, om vort H aar er blevet graat, og vore Følelser i Aarenes Løb under Livets T rængsler have m istet deres F risk ­ hed og Varme, gjennemstrømrries vort H jerte dog altid af noget forhaabningsfuldt, naa r Løvspringet glæder vort Øje, og naar Blomsten dufter os i Møde. Denne Følelse fortæller os 0111 de oplevede Fo raar, den vækker smukke Minder i vort Bryst og bringer det til at svulrne af Haabet om en Gjenfødelse i uskyldig Nydelse. Se, Skoven vinker med sit friske Løvtag, med sin Sommer­ lyst, med sine skiftende Naturscener. Ud derfor i det fri! Lad enhver, som hænger ved de gamle Minder — en T il­ bøjelighed, der er uskyldig og naturlig, fordi Vane og E rin ­ dringer virke mægtig paa Gemyttet — søge de Steder, der gjemme saadanne, søge dem der, hvor Bøgen breder sine Kroner, hvor H jort og Hind græsse, ud i Skoven, ud til Dyrehaven; lad os gjæste Kirsten Pil. Kirsten Pil — Dyrehaven — Skov! hvilken Forfriskning er der ikke i det blotte Navn? Det er som et svalende Pust