GAHagemannsKollegium_1909-1918

VINTERHISTORIE

y 'V E T efterfølgende er, når Slutningen tages fra, et ganske nøgternt Referat af en Drøm, jeg for nogen Tid siden havde. Det er mig om at gøre at fremhæve, at jeg ikke har gjort nogetsomhelst Forsøg på at udsmykke min Drøm eller lægge en Betydning ind i den, som den ikke ejer. Jeg fortæller så nøjagtigt, som det er mig muligt, og gør mig kun Umage for at fremkalde netop den Stemning, som var over denne natlige Oplevelse. Nu begynder da Drømmen med, at jeg var løftet ud af både Tiden og mit eget Liv og engang i Begyndelsen af forrige Århundrede var Præst ude i et afsides Landsogn. Det var Vinter med Sne og Frost, og ud på Efter­ middagen var jeg gået hen at besøge et Par gamle Frøkener, som boede i et lille Hus neden for Kirkebakken. Det var to gamle Præstedøtre, som næsten ingen Pårørende havde mere og som var lidt sære, som man jo kan blive det af næsten kun at have set de samme Par Ansigter i mange, mange År og af at møde de samme Træk og de samme Tanker hos hinanden Dag efter Dag. Alligevel var der godt at være hos de gamle Damer, hvis Hænge- krøller dirrede af Henrykkelse over at have Besøg og at kunne opvarte Præ­ sten med Kaffe. Jeg sad og morede mig lidt over dem, de havde så mange Egenheder og gerådede i de pudsigste Småskænderier om Kaffeopdækningen og de dyre Tider. Samtidigt reflekterede jeg dog lidt over min egen skjulte Fornøjelse. Jeg husker, at det faldt mig ind, at dette næsten var som Studenter­ dagenes friske Morskab over Menneskers Særheder; allerbagest i min Sjæl lå der vist en lille Forundring over, at jeg dog endnu var i Stand til med ungdommelig Interesse at observere og notere i min Bevidsthed. Det undrede mig, at jeg havde Råd og Sind til denne næsten drengeagtige Fornøjelse, for et Sted tæt uden for mig — eller var det måske snarere inden i mig lå der jo dog et stort Mørke og ventede; hvor havde jeg Glæde fra til at dele med disse to gamle, jeg glemte dog vel ikke, h vem jeg var, om jeg også for en Tid kunde skubbe det fra mig. — Ak, hvor der var lunt og hyggeligt derinde i den lille Stue; henne på Ovnen lå der Æb ler og stegte, en sidste Dessert, før jeg skulde hjem ; men så var også Tiden inde til at gå, det mørknede svært allerede; og jeg kom i Frakken og smilede og hilste til de to gamle, der begge var ude på Stentrappen for at sige Farvel. Det var nu temmelig mørkt, men Sneen lyste, og om kort Tid vilde Maa- nen komme op. Desuden var der kun en god Fjerdingvej til Præstegården.