GAHagemannsKollegium_1909-1918

I ALLE DE RIGER OG LANDE. I alle de Riger og Lande, hvorhen jeg i Verden for,

jeg fægted’ med aaben Pande for, hvad jeg for Alvor tror.

En Ørn var m it H jæ lmemærke; paa Brynjen stod Korsets Tegn. Paa Skjold bar jeg Løverne stærke i Hjerternes milde Hegn. Naar Mænd jeg kasted’ m in Handske; opslog jeg m in Ridderhjælm ; de saa, jeg var Holger Danske og ingen form umm et Skælm.

Vil Dansken i Verden fægte, men dølger Aasyn og Navn, jeg ved, hans Aand er ej ægte, — jeg tager ham ej i Favn.

B. S. In g em a n n . O v e r Indgangen til G. A. H a g em a n n s Ko llegium sta a r »T je n and re, vil selv Du tjenes« som en a f de E rfa ring e r, Kollegiets S k a b e r selv høstede i sit lange, d a ad rig e Liv. Indenfor dets Mure — i Dagligstuen , i F e stsa len , overalt — k an K lan gen a f Visen om Holger D an sk e bæ re V idn e sb y rd om H a g em a nn s Aand. Neppe nogen Kollegieboer fra de allerførste Aar vil nogen sind e helt kunne glemm e denne g am le Vise. Hver Gang D irektør H a g em a n n * ) var p a a Kollegiet i en eller and en særlig Anledning, hvor vi A lumn er v a r blot delvis sam le d e — og det skete ofte i Kollegiets B a r n d om — foreslog h an lige før Op b rud , at vi sku ld e synge » L a l l e de Riger og L a n d e — «. I B e ­ gyndelsen kendte de fleste a f os — je g h avde næ r sagt natu rligvis — kun den første L in ie ; efterhaanden lærte vi hele første Vers, og til S lu t kund e vi alle fire. Direktøren san g med — v a r der ingen til Stede, der kunde spille til, s a a sang h an for med sin lille, sp rød e Stemme. L id t efter lidt blev den imidlertid ikke blot noget, vi sluttede a f m e d ; den enkle og d jærve lille S an g i F o rb ind e lse med H a g em a nn s rige P e r s o n ­ lighed ud spred te en egen Stemn ing, som selv de mest uberørte a f os ikke

*) Var den Gang Direktør for den polytekniske Læreanstalt.