GAHagemannsKollegium_1909-1918

38

ET ÆVENTYR

Jeg vil springe tlygtigt over resten: Hvordan jeg kom paa malerskolen. Om hvor glimrende jeg begyndte med farverne. — Baade min lærer og jeg selv var forbauset over mine første farvestudier. Jeg selv var det dog, som kom med den geniale tanke, at jeg maaske var farveblind som mine lire brødre. Men med stolthed vil jeg fremhæve, at jeg bestod min prøve hos øjenlægen med glans! Samt at baade hr.og fru Dorph sa, at jeg hadde talent! Det var bare at drive paa. Og drev paa gjorde jeg — saa længejeg stod under kongens direkte indflydelse. Med skam faar jeg bekjende, at det blev anderledes, da jeg atter kom tilbake til mine skoger. Fra mit liv paa æventyrslottet har jeg jo saa myldrende mange minder, at det er uraad gi sig i kast med dem. Der er like som ingen fast form paa de fleste. — Tvivlsomt om de ogsaa lar sig forme — uten at de ogsaa mister deres eiendommelighed. En digter kanske kunde. En Jeppe Aakjæi. Hvorfor nævner jeg ham? — Jovist! han var der jo en tid. Jeg saa ham daglig derude. Og en kvæld stod han inde i testsalen og læste op. Det maa have været paa vaarkanten, ser jeg av dagboken: »Just nu naar det foraar begynder, som drar mig, saa kommer du her? Fastest form har smaatrækkene. — Der kom en pakke til mig Jeg vilde utaalmodig skjære op hyssingen. Nej! sa kongen. Hyssingen kan være god at have i en snæver vending. Du skal knytte den pent op. — Han sa saa askeladden ogsaa: »Den kan være god at ha!« naar han fandt forskel­ ligt skrap, ved hvis hjælp han vandt prinsessen. Hvergang jeg har glemt mit ord, lyder en sang mig for ørene: Wer hat dich du grosser Wald o. s. v. -»Den skal du lære naar du kommer herned«, skrev han — og han holdt ord. Men jeg faar heller slutte her. Det biir intet ordentlig billede av dette alikevel. Men er det ikke som et æventyr det hele? For dem som har havt taalmodighed til at høre paa mig faar jeg bekende, at som jeg hadde længtet bort fra nyingen i skogen, saa længtet jeg ogsaa tilbake til den. Ved lest- bordet paa slottet i det største øieblik, da selve kongen talte, eller student Hagerup holdt en av sine mest sprakende morsomme bordtaler — kunde der ikke midt i æventyrets høieste stemningsrus trænge sig et stille suk frem: Ak! — tro jeg nogengang kommer tilbage til nyingen? Jo, der var raad med det! Veien var aapen og jeg kom tilbake. Og: — Sig rykker dig livet for nær, naar hjemme du er? Aa, hør, hvis du er den jeg troede saa svar mig? Sig, længes du der? Sig, fængsled dig engang den fattige hede, men nu ikke mer? Som jyde du taler og ler, men storbyens knugende lede har dæmpet det ner?«