GAHagemannsKollegium_1909-1918

ET ÆVENTYR 37 jeg muligvis ordne et godt og fornuftigt Opholdssted for dig, medens du er her. Men det er ikke umuligt, at jeg selv rejser bort i Begyndelsen af Februar Maaned, saa derefter maa dit Brev til mig jo rette sig. Det Ord »der grosse Wald« minder mig om en skøn tysk Sang:

Wer hat dich, du grosser Wald, Auf gebaut so hoch da droben? Nur den Meister will icli loben So lang’ noch mein’ Stimm’ erscballt!

Kommer du her ned, skal du lære at synge den, at den senere kan klinge i dine store stille Skove, naar Øxen falder mod de ranke Fyrre­ stammer. Efteraaret begynder nu her med Regn og Slud og lange Aftener, og vi indretter os derefter. Hvor dog Sommeren er skøn og forfriskende. Med venlige Hilsener, din hengivne Ven G . A . H c i g e m a n n . Saaledes og ikke anderledes gik det til, at jeg, en fattig uvidende bonde­ gut fra en norsk fjeldbygd, kom i venskabsforhold til en av Danmarks største mænd. Og saa kom jeg til København med den hemmelige Tanke at bli stor maler. Om jeg nu ikke blev det, saa lærte jeg dog adskilligt. Blandt andet, at det ikke er »springande veg« op paa berømmelsens tinde! — Og det var jo alt noget, bare det. — Det var ikke frit for, jeg var lidt fortumlet i hodet og længted tilbake til den ensomme skog i førstningen. Der var saa mange ting i den store by, som overgik min forstand. Det ene overgik det andet. Saa halsbræk­ kende dristigt. Og det var ikke frit for, det var lidt vemodigt at se Thor- valdsens musæum saa rent overstraalet! Saa rent forglemt og bortgemt laa det. Og de prægtige friserne utenfor, som forestillede Thorvaldsens hjem­ komst — ja, de er vel restaurerede nu, men dengang var de paa god vei til at bli utviskede, som selve museet var paa vei til at bli utvisket i de gode Københavneres erindring. Men jeg faar holde mig til mit billede, skal jeg faa det færdigt, Det er vist at frygte for, at jeg holder for længe paa med det. Det biir bare utvisket. — Men det er noget jeg graver i min erindringskiste efter: Mit første møte med eventyrkongen! Saken er: jeg var saa rent fortumlet den dag jeg først kom til kollegiet. Og da jeg endelig stod ansigt til ansigt med kongen, var han jo ogsaa lidt anderledes, end jeg hadde tænkt. — Skønt, naar jeg fik summet mig litt, skjønte jeg nu, at altsammen var i orden og rigtigt, fra haandslaget til de store kloke øjnene. Og saa var han saa venlig og forekommende. Og skjønt han hadde vist frygtelig travlt og meget at staa i, saa tok han sig av mig og hjalp mig tilrette. En høi- voksen staut kar, som hette Holm gav han mig til tjener. — Husker ikke om Holm var livreklædt — det hadde vel passet i eventyret. Meget mas hadde hr. Holm med at lære mig den danske uttalen.