GAHagemannsKollegium_1909-1918

LIDT OM HAGEMANNS FORHOLD TIL KOLLEGIET I DETTES FØRSTE AAR 27 Bøjelighed, han besad overfor alle Forhold, han ikke havde fuldt Overblik over. Det var tydeligt nok, at det langtfra morede barn, og at han kun for det gode Forholds Skyld gjorde gode Miner til slet Spil. Jeg ved ikke hvor- meget heraf der skyldtes, at han altid selv havde været et Mønster paa Orden og Pligtopfyldelse helt ud i Smaating, saadan som han nu stod for os, og hvormeget der skyldtes, at han tænkte paa den opdragende Betyd­ ning, det havde at bremse de unge Mennesker, naar disse slap deres Natur løs paa en Maade, saa de nævnte Egenskaber vaklede paa den Førsteplads, han aldrig fandt det naturligt, de noget Øjeblik blev trængt bort Ira. Hvis Hagemann blot en enkelt Gang kunde have staaet frem i Alumnernes Kreds og berettet om nogle Spillopper eller gale Streger, han selv havde lavet i sin Ungdom, vilde dette have hjulpet ham et mægtigt Skridt fremad mod den Fortrolighed, han attraaede. Ved en Middag paa Borupgaard, hvor Forhol­ det mellem Hagemann og Alumnerne blev bragt paa Bane, forstod jeg paa Hagemanns resignerede Ord og bekymrede Mine, at han var naaet frem til Erkendelse af, at her var et Punkt, hvor han maatte nøjes med betydelig mindre, end han havde tænkt sig. At han under den videre Udvikling al Forholdet til Alumnerne med Glæde tog imod, hvad han kunde faa, og at han paa sin Side lagde Umage ind for at stræbe hen imod det smukke fortrolige og hjertelige Forhold, var let at iagttage overalt, hvor Hagemann kom samr men med Alumnerne. Naar han Søndag Eftermiddag trakterede os med Kaffe og Kager i Kollegiets Spisestue, kaldte os sammen ved vore Øgenavne og selv gik rundt og skænkede Kaffen for os, var han ret i sit Es, og hans Ansigt fremviste akkurat det samme veltilfredse Smil, som naar han fodrede sine mange Kyllinger paa Borupgaard. Og naar Hagemann i Indledningen til Kollegiets første Aarsskrift selv erklærer, at han har Vanskelighed ved at gøre Rede for Udspringet for sin Tanke om Kollegiets Oprettelse, kunde en Udenforstaaende maaske pege paa hans Kyllingegaard som en lille Vejled­ ning til Efterlysning af det Træk i hans Karakter, hvor Kollegietanken fød­ tes. Hagemann var en stor og stærk Mand i Forhold saavel til Kyllinger som til unge Polyteknikere, og at det store og stærke, naar den humane Aand er til Stede, føler Trang til at beskytte det svage og hjælpeløse, er intet ukendt Fænomen. For Hagemann skulde der vel at mærke tillige være Betingelser til Stede for, at Hjælpen kunde gøre det svage stort og kraftigt, hans Trang til Hjælpsomhed havde intet blødagtigt Præg. I sit Forhold til Alumnerne var Hagemann fremfor alt bange for at komme til at staa som en Tugtemester, som vi nærede Frygt for, og naar han, sikkert under store Vanskeligheder med at finde en tilstrækkelig forsigtig Form, havde tilfreds­ stillet sin Natur og revset Alumnerne for et Par Kroner, som de ved Skødes­ løshed eller Uorden havde bebyrdet Kollegiets Konto med, skyndte han sig gerne at klappe efter ved at tilbyde os et eller to Hundrede Kroner til en Udflugt eller Festlighed. Herpaa haves mange Eksempler. Efter saaledes at have tilbudt os 150 Kr. til at festligholde Fru Hagemanns Fødselsdag d. 27. September skriver han: